Ljósbrot (2024)

Islandske Rúnar Rúnarssons første film siden sekvens-filmen Echo (2019) vender for alvor tilbage til det knugende intense ved at være menneske – et betragteligt varemærke hos Rúnarsson, der er en sand mester i at få de store følelser frem i spil og stemninger.

Sekundær problematik

Unge Una har et forhold til Diddi, der omvendt har et langdistanceforhold til Klara. Men det bliver helt igennem en sekundær problematik, da Diddi tidligt i filmen omkommer i den værste trafikulykke i Islands historie.

Sorgen skal rummes

Sammen med en lille vennegruppe forsøger Una at rumme sin sorg, samtidig med at hun helst ikke vil have Klara yderligere ud af fatning ved at fortælle om den hemmelige affære.

Udtalt diminutivt

"Ljósbrot" bærer Rúnarssons udtalt diminutive fortællestil, så det i de allerstærkeste scener gør ondt helt ind i knoglerne. Her er overhovedet ingen overflødig indpakning, og et simpelt musikalsk tema træder velovervejet frem kun ganske få gange.

Psykologien bag

Fokus er på psykologien bag, og det mærkes – som i hele Rúnarssons filmografi – at instruktøren altid beskæftiger sig med emner, han enten selv har oplevet eller på anden vis har haft tæt inde på livet (tilført dramatiserende elementer).

Det indre kaos

Det bliver de knalddygtige unge skuespillere, der får den krævende opgave at formidle et indre kaos, hvor i dette tilfælde livets mørke afgrund vækkes til live.

Penibel balanceakt

Rúnarsson er en blandt relativt få unge nordiske instruktører, der evner den yderst penible balanceakt at få livets mørkere sider gjort både smukke og perspektiverende – uden på noget tidspunkt at forfalde til det prætentiøse.