Jagged Edge (1985)

En rigtig habil whodunnit-thriller, som de reelt kun kunne drejes i 80'erne og 90'erne: To år før Adrian Lyne-thrilleren Fatal Attraction (1987) kan Glenn Close her opleves i en i hvert fald stemningsmæssigt beslægtet film, signeret af Star Wars-instruktøren Richard Marquand.

Under mistanke...

Jeff Bridges er hér i sin bedste alder i rollen som den tilsyneladende bedsteborger Jack Forrester. Han er gift med en stenrig kvinde, og da hun findes myrdet med ordet "Bitch" skrevet i blod på væggen, er han den første under mistanke.

Fristet af endnu en runde

Det er jo noget værre høm, for nu er Jack indskrænket i det frie liv, hvor millionerne ruller. Derfor hyrer han den topsuccesrige forsvarsadvokat Teddy Barnes (i skikkelse af Glenn Close). Hun har aldrig tabt en sag, og selvom hun egentlig havde valg advokatgerningen fra, fristes hun alligevel af endnu en (velbetalt) runde.

(U)skyldig?

I den lange (retssags)proces ryger der et par finker af panden de to imellem, men de forelsker sig også, så det står til alle sider. Det kan både være godt og skidt for samarbejdet. Spørgsmålet er bare, om Teddy kan være helt sikker på Jacks uskyld?

Silkeblødt kurvet

I stjernefotograf Matthew F. Leonettis lækre San Francisco-æstetiserede indramning er "Jagged Edge" en visuelt silkeblødt kurvet filmoplevelse, der kan få fråden frem hos de fleste, der er vokset op med denne typiske form for filmæstetik.

Åbenlyse klichéer

Samtidig er lydbilledet sjældent tilført kunstigt åndedræt, og John Barrys yderst simple, men smukke musik er næsten slet ikke i spil. Den, der kan goutere de åbenlyse klichéer og overdrivelser i handling og personkarakteristikker, får således en særdeles underholdende filmoplevelse.

Evindeligt bandende

Jeff Bridges trives smittende som en fisk i vandet, ligesom Glenn Close er herligt determineret i den efterhånden lidt betændte advokat/klient-situation. Allerskønnest er dog (Oscar-nominerede) Robert Loggia i birollen som den evindeligt bandende Sam Ransom.