Ace in the Hole (1951)

Lige mellem de to små mesterværker Sunset Blvd. (1950) og Stalag 17 (1953) iscenesatte Billy Wilder dette lidt mindre smidige – og også indtjeningsmæssigt mindre succesfulde – melodrama.

Verbale og fysiske lussinger

Det skorter ellers ikke på hverken verbale eller fysiske lussinger, når Kirk Douglas' beregnende og selvglade journalist Chuck Tatum vil have sin vilje. Og dén får han, for ingen tør sætte sig imod hans udbrud.

Udnyttes til egen vinding

Tatum opsnapper ved et lykketræf en god (forside)historie, hvor en minearbejder ligger fastklemt under jorden. Dét skal udnyttes (til egen vinding), men Tatum irriteres efterhånden af det tiltagende mediecirkus i området, hvor historien også bliver et tilløbsstykke for offentligheden.

Markant hovedrollepræstation

Med en markant og fint doseret hovedrollepræstation af Douglas (han forfalder kun sjældent til det tidstypisk teatralske) er meget af intensiteten i "Ace in the Hole" sikret. Også Jan Sterling er virkelig god som hans seneste kvindelige offer.

Lidt tør i fugerne

Men filmen har ikke helt den velkendte Wilder-fleksibilitet og hverdagsautenticitet over sig, og den centrale nyhedshistorie med den fastklemte minearbejder bliver lidt tør i fugerne, selvom den vel reelt mest burde tjene som sekundær i forhold til hovedhistorien: Chuck Tatums "humør".

Finuligt birollegalleri

Mange herlige situationer opstår ud af Tatums omgang med det finurlige birollegalleri, men ikke ret mange er plantet i roller, der har vægt til større sammenhængskraft. Her er det primært Jan Sterling og Robert Arthur, der for alvor har "scenetid" med Douglas.