Villain (1971)

    Politiet er i godt gang med at trække tæppet væk under en utilregnelig London-mafiaboss med rod i privatlivet.


    FULDFED BRITISK 70'ER-KRIMI

    Blot fem måneder efter den britiske premiere på Michael Caine-krimien Get Carter (1971) kom denne beslægtede og ligeledes filmatiserede "Villain", der må siges at være den markant mest vellykkede i denne sammenligning.

     

    Yderst velspillet

    Med en fænomenal Richard Burton i hovedrollen som London-mafiabossen Vic Dakin – og i det hele taget i et yderst velspillet atmosfære – er "Villian" en både lækker, veltimet og smæk-for-skillingen-vellykket 70'er-film.

     

    Bag de rødsprængte øjne...

    Dakin bor hjemme hos sin meget gamle mor og er yderst temperamentsfuld bag de rødsprængte øjne. Hvert øjeblik kan han eksplodere med ekstrem vold til følge, men som "ventil" udnytter han sin håndlanger, Ian McShanes Wolfe Lissner, både voldsmæssigt, men også seksuelt.

     

    Delikat antydet

    Denne del er blot delikat antydet, dette skulle jo nødig her i starten af 1970'erne blive for vægtigt og afskrækkende et tema i den i øvrigt særdeles testosteronpumpende kriminaldramatik.

     

    På fersk gerning

    Politiet er i hælene på Dakin og venter blot på det helt rette øjeblik, hvor han er trængt op i en krog og kan tages på fersk gerning. Også lovens håndhævere er gestaltet af sprudlende veloplagte spillere: Nigel Davenport og Colin Welland.

     

    Sidder lige i skabet

    I det hele taget sidder det meste lige i skabet i alt fra glimrende biljagter til hjemlige "sysler" – altsammen filmet på helt autentiske London-baggrunde, der emmer af lige dele storhed og (for)fald.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024