The Passage (1979)

    En ældre fårehyrde hyres for at få en videnskabsmand og hans familie sikkert gennem bjergene – med en vanvittig nazist i hælene.


    UDTALT VENSTREHÅNDSARBEJDE

    Det tegner ellers lyst og lovende med en action-krigsfilm, der har både sneklædte bjerge og en udtalt manisk SS-kaptajn som bærende handlingselementer. Men desværre hører "The Passage" til blandt produktive J. Lee Thompsons mest fesne film.

     

    I overhængende fare!

    Videnskabmanden John Bergson og hans familie er i overhængende fare for at blive likvideret af nazisterne. For at sikre Bergson-familien en fremtid, arrangerer sunde kræfter i modstandbevægelsen en farefuld mission.

     

    Von Berkow... personligt

    De engagerer en mavesur fårehyrde, der med lidt held kan få gelejdet familien trygt gennem de sneklædte Pyrenæer. Men det er lettere sagt end gjort. For mammy er dårligt gående, og SS-kaptajn Von Berkow har personligt valgt at tage forfølgelsen op!

     

    Den visse afgrund

    Små glimt af lækre bjergstemninger og spredte pift af actiontæft kan ikke redde "The Passage" fra den visse afgrund. Filmen er ganske enkelt decideret uoplagt iscenesat – et venstrehåndarbejde serveret helt uden skelen til hverken kvalitet eller fantasi.

     

    Gumpetunge præstationer

    Læg hertil en serie gumpetunge skuespillerpræstationer: James Mason er komplet farveløs og nærmest mere død end levende rent indlevelsesmæssigt. Anthony Quinn er bare vrissen, og det er alt.

     

    Spraglet SS-portræt

    Mest underholdende er Malcolm McDowell i et spraglet SS-portræt, der desværre kammer over meget tidligt. Det er bare for meget af alt det dekant-overdrevne – komplet (uden at afsløre for meget) med en blottet jockstrap med hjemme-påmalet hagekors!



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1979, Storbritannien, Action, Krigsdrama, Krig, Drama, Bjerge på film, Tog på film, 98 min.

    Dansk titel: Farlig passage
    Instr: J. Lee Thompson Prod: John Quested Manus: Bruce Nicolaysen Baseret på: romanen "Perilous Passage" af Bruce Nicolaysen Foto: Michael Reed Klip: Alan Strachan Mus: Michael J. Lewis