Pandorum (2009)

Oprindelig tænkt som første del af en trilogi, men da Christian Alvarts stort opslåede scifi-gyser ikke tjente penge nok hjem, blev de efterfølgende film – i hvert fald indtil videre – droppet.

Særdeles langt hjemmefra

"Pandorum" er endnu et Alien (1979)-inspireret rumskibsgys, der roterer om urfrygten at være fanget alene særdeles langt hjemmefra. Det kan man i sig selv komme langt med, og filmen hér kan da også sit kram – til en vis grænse.

Mange ubudne gæster

Besætningsmedlemmerne Payton og Bower vågner op fra hypersøvnen på deres enorme rumskib, kun for at erfare, at alle øvrige på holdet tilsyneladende er døde. Til gengæld står det klart, at der er endog rigtig mange ubudne gæster i skibets mange afkroge, og de er ikke venligt stemte!

Talstærkt til stede

Filmen følger især Ben Fosters Bower, som han kanter sig rundt i kampen for overlevelse. Og det er ikke let, når fjenden i form af klamme albino-afstumpede, delvist menneskelignende aliens, er så talstærkt til stede.

Virksom klaustrofobi

Hvor "Pandorum" lykkes og lyner er i de mere generelle kamp/flugt-sekvenser. Her er klaustrofobien både virksom og troværdig – og forstærkes af den habile og effektivt trøstesløse scenografi.

"Metafysiske" perspektiveringer

Mere problematisk bliver de "metafysiske" perspektiveringer i handlingen, især fordi de er pakket i en brovtende, støjende og trættende fortællestil, der sine steder opleves som decideret kvælende.