Hackers (1995)

    En gruppe ferme teenage-hackere nyder deres virtuelle magt, men havner snart i en større kriminel redelighed.


    HACK UDEN BID

    Denne cyberthriller blev til i de allertidligste internetdage og var ganske givet lidt teknisk æggende i samtiden. I dag fremstår "Hackers" desværre ikke engang som særligt interessant set fra et retroperspektiv, og så er filmen tilmed både dum og overdrevent springende.

     

    For lidt gear

    Nuvel, ind imellem kommer en sej Mac-bærbar anno 1995 ind fra højre, mens der fra venstre dukker en dejligt stor (dyb) skærm op. Men der er alt for lidt gear og meget mere – (desværre mest) potentiel – "truslen fra hackerne"-stemning.

     

    Sød hacking opstår...

    En gruppe teenagere mødes, og sød hacking opstår. Hver især har de kompetencer udi at komme ind på store virksomheders servere, hvis der da ikke bare skal ændres lidt på karaktererne og andre detaljer ved gymnasielivet.

     

    En større kriminel ring

    Det er i denne sammenhæng, Jonny Lee Millers hår-afblegede Dade møder Angelina Jolies vampede, knald-sorthårede sexkillinge-hacker Kate. En anden form for sød musik opstår nu mellem de to, mens de sammen med vennerne er ved at adække en større kriminel hackerring, der meget vel kan true verdensfreden...

     

    Uden bid

    Der kommer aldrig bid i formidlingen af den betændte virtuelle krimi: Hverken personer, hurtige moves ved tasterne eller kriminal-twistet rummer andet end tarvelige stereotyper (persongalleriet er bare ærkedumt, og lydeffekterne summer og brummer ud af enhver taste-omgang med computerne.)

     

    En meget ung Angelina Jolie

    Fans af Angelina Jolie vil givet føle sig pirret af en ung optræden ("Hackers" var hendes første rigtig store filmrolle), men de duggede ruder udebliver også i skildringen af den interhacker'iske forelskelse – heller ikke denne side fremstår troværdigt.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024