Rachel, Rachel (1968)

Som filmens danske titel mere end antyder ("Rachel, Rachel – en jomfru på 35"), er der her i skuespilleren Paul Newmans instruktørdebut tale om et portræt af en kvinde, der endnu har meget til gode.

Stof til psykologcases

Og i Joanne Woodwards (desværre teatralsk ladede) Golden Globe-vindende og Oscar-nominerede hovedrollepræstation er der da også stof til cases hos et helt kuld psykologer. Men det er nu ikke noget, den 35-årige Rachel Cameron søger. Hun har tværtimod nok i sin hverdag som skolelærerinde, hvorefter hun tuller hjem til sin mor – de bor stadig sammen.

En verdensmand fra storbyen

Men så møder hun Nick Kazlik, en solbrun verdensmand fra storbyen. Han har selvtilliden i orden og går målrettet efter at score den temmelig mystiske, indavendte og kejtede kvinde. Efterhånden som døren således åbnes på klem til nye oplevelser, begynder Rachel at overveje, hvad hun vil med tilværelsen...

Stærke ambitioner

"Rachel, Rachel" viser stærke ambitioner i sin fortællestil, der er teknisk velovervejet og præget af en tyngde i de fleste af sine greb. Men det er også en film, der meget hurtigt opleves som lige dele bedaget, udtalt langsommelig og tung i rumpetten.

Mærkeligt umotiveret springende

Tiden har i hvert fald ikke været udelt venlig ved denne 1968'er-fremstilling af Margaret Laurences samtidige roman "A Jest of God". Og så hjælper det ikke, at kvindeskæbne-fortællingen formidles mærkeligt umotiveret springende, hér og dér med lidt sværmerisk drømmende voiceover af Woodward selv, så med lidt tilbageblik til barndommen, så tilbage i hovedet på den problematiske Rachels (kærligheds)kvaler.

Diminutiv musikanvendelse

Enkelte scener huskes for deres dybdeintense fotografering (Rachels langsommelige vandring på en baggrund af bl.a. smukke huse), og så er det værd at fremhæve, at underlægningsmusikken er meget diminutivt anvendt.