Salem's Lot (1979)

Et sted mellem sine film The Texas Chain Saw Massacre (1974) og The Funhouse (1981) blev gysermesteren Tobe Hooper den blot anden i hele den vide verden til at filmatisere et forlæg af Stephen King! Tænk hvad der er fulgt efter...

Tænkt som en biograffilm

Brian De Palma var først ude med den flotte filmatisering af Carrie (1976), og selvom "Salem's Lot" endte som en miniserie i to afsnit, var den oprindelig tænkt som en biograffilm.

Decideret mesterligt

Tobe Hooper viser her meget overbevisende, hvordan han evner at overføre Stephen Kings varemærke-fænomenale personkarakteristikker til tv. Særligt de første to af tre timer er decideret mesterlige i dén retning, hvor samtlige skuespillere – børn som voksne (og vampyrer) – spiller, så alle klokkestrenge ringer.

Smittende indlevelse

Hele den lange opbygningsfase, der i tv-formatet som en stort plus har meget mere tid til detaljen, er den store force i "Salem's Lot". Især fordi indlevelsen fra skuespillerne smitter, og det tekniske arbejde viser ambitioner langt ud over hjemmevideoniveau.

Betændt blodsugende

Stemningerne er mange og vægtige i alt fra den stille landsbyforelskelse til det betændt blodsugende, og Tobe Hooper kontrollerer alle snorene i sit marionetdukketeater uden at ryste det mindste på fingrene.

Bag den hemmelighedsfulde facade

Helt i front overbeviser en modebrilleklædt David Soul med sit nuancerede portræt af forfatteren Ben. Han er rykket tilbage til hjemegnen for at skrive en bog om områdets hemmelighedsfulde hus Marsten House, der netop er blevet købt af den britiske antikvitetshandler Richard K. Straker (James Mason).

Tilskoddede vinduer

Da en af de lokale drenge forsvinder sporløst (vi ved hvorfor), begynder forfatteren at mistænke, at der gemmer sig endnu mere bag den uhyggelige husfacade, end de tilskoddede vinduer signalerer...

Hektisk miljø

Lidt som frygtet holder den fænomenale balance i fortællingen ikke helt i mål. For mange store spørgsmål skal besvares i et tiltagende hektisk og overnaturligt miljø, og det præges den sidste time noget af.

Ingen træder ved siden af

Ikke en eneste af skuespillerne træder ved siden af, men er tvært imod alle decideret lynende effektive. Jules Brenners lysstærke fotografering giver fortællingen masser af eventyrligt liv, ligesom Harry Sukmans stemningstunge underlægningsmusik er klassisk stærk, om end periodisk alt for dominerende.