Amateur Teens (2015)
En gruppe 14-årige skoleelever er stærkt præget af sociale medier og mobning, men ingen tør rigtig gå imod strømmen.
DEN "KÆRE" PUBERTET
Der er ikke mange lyspunkter at spore i schweiziske Niklaus Hilbers "Amateur Teens". I et teenage-samtidsbillede, der er ligeså aktuelt i dag, som da filmen kom til verden i 2015, skildres en gruppe 14-åriges kvaler med hinanden, med de sociale mediers kraft, med mobning og diverse uundgåelige pinligheder. Alt sammen med ærligheden som fortegn, for filmen er både hudløs og nøgen, når den går i flæsket på gruppen fra den håbefulde generation, der så gerne vil være lidt mere voksne, end de er.
Presset bliver for stort
Centrale i historien er Fabrizio Borsanis Selim og Annina Walts Lara. Begge fabelagtigt spillende blandt et lidt mere broget voksen- og ungebirollegalleri. De to er blandt de få, der tør sige fra, når presset bliver for stort, men der er alligevel en overraskende drejning under opsejling, der tvinger dem til at gentænke deres positoner i gruppedynamikken.
En moderne tragedie
Fortalt i fem romertals-akter markedsfører "Amateur Teens" sig som en moderne tragedie, men vi er heldigvis meget langt fra det filmede teater. Hertil er der alt for meget dynamik og bevægelse i både handling, spil og fortællestil. At filmen er helt og aldeles fritaget for underlægningsmusik gør intensiteten og pinlighederne uhyrligt meget mere intense. Til gengæld kan det godt virke en kende for opstillet med de mange "Fade to White"-klip, der er både abrupte og rytmebrækkende.
Bramfri fortælling
For at nå helt derop, hvor de store følelser går i ét med tilskuerens egne erfaringer og følelsesregistre, skulle Hilber helt sikkert have holdt bedre fokus med færre spring, akter og demonstrative klip. Meget kompenseres i den bramfri fortælling, der bl.a. tæller uslørede pornoklip og doseret nøgenhed, men i helheden opleves "Amateur Teens" alligevel som lidt for underkogt.
Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2015, Schweiz, Drama, Teenagere, Coming of Age, 92 min.
Dansk titel: Amateur Teens- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation