Flight (2012)

Bombastisk løftet pegefinger når det er mest amerikansk: "Flight" udgør to timer og tyve minutters (!) leg med etik og moral på et ophøjet dramatisk niveau.

Pinefuldt overlang
Således pinefuldt overlangt fortælles historien om den dygtige pilot Whip Whitaker, der (sædvanen tro) møder småfuld på arbejde og skal flyve et indenrigsfly gennem heftige vejrforhold. Men noget går grueligt galt, og Whip må tage drastiske metoder i brug for at få nødlandet flyet på en mark.

Sandhedens time
Efterfølgende begynder et grundigt retsligt efterspil, hvor først og fremmest Whips ansvar endevendes. I første omgang sørger en dygtig advokat for at få dræbt det ellers tydelige beviser på alkoholisme, men i sandhedens time sættes Whips samvittighed på en alvorlig prøve.

Endeløst gumpetungt
Efter det nervepirrende flystyrt, der er virkelig godt fabrikeret, begynder en nærmest endeløs gumpetung æltning rundt i alkoholiseret ventetid på afgørelsens time.

Løftet pegefinger
For alkoholmisbruget er filmens helt store tema, og det fungerer ikke troværdigt. Hertil er den løftede amerikanske pegefinger hele tiden for dominerende i form af tydeligt udtværede moralregelsæt.

Tykke skiver
Overraskende nok er "Flight" musikløs i langt de fleste scener, det er dog en ringe trøst i den store sammenhæng, hvor den ultimative nedstigning for den fordrukne pilot skæres i så tykke skiver, at det næsten er umuligt at gabe over dem. Denzel Washington brænder aldrig rigtig igennem i den klæbrigt skrevne hovedrolle. John Goodmans usympatiske drugdealer-rolle er mere idioti end spradebasse.