Magic (1978)

Der er langt mellem snapsene i dette hysterisk usympatiske og tilsvarende teatralsk overstyrede "gyserdrama". Men siddes "Magic" igennem, opstår der trods alt få og små oaser af en vis genremæssig tæft.

Nytteløs fægtning

Anthony Hopkins blev af uransaglige grunde Golden Globe-nomineret for sin hovedrollepræstation som bugtaleren Corky. Jovist, han lever sig ind i rollen og har da også til lejligheden lært sig et og andet om bugtalerens kunst, men Corky-rollen er både utaknemmelig og tåbelig, og Hopkins fægter nytteløst.

Smeltet sammen med sin dukke

Da Corky har fået nok af det hele og flytter på landet, har han dukken Fats med i kufferten. De to er simpelthen smeltet sammen, og Fats er med i alle sammenhænge. Der sidder den og "snakker" og skærer ansigter og har en holdning til det hele.

Solgt til stanglakrids

Det er åbenbart ikke noget, der falder Ann-Margrets ellers djærve singlepige Peggy Ann for brystet. For år tilbage flirtede hun og Corky, nu forsøger de sig igen her langt ude på landet, og selvom Corkys vanvid er udtalt og burde frastøde enhver, der er ved sine fulde fem, er Peggy Ann solgt til stanglakrids!

Endeløse dukkeseancer

De endeløse dukkeseancer er ikke befordrende... overhovedet. Det er til gengæld nogle af de sammenhænge, hvor Corkys vanvid kommer til udtryk – uden dukken på armen. Men der er alt for få af dem, og i helheden drukner "Magic" simpelthen i skinger nonsens, der hverken er særlig uhyggelig eller på nogen måde troværdig.

Tilbagetrukket Goldsmith-musik

Jerry Goldsmiths musik er meget tilbagetrukket og også behageligt lidt anvendt. Hovedtemaet er fint, men resten drukner lidt i den i forvejen handlingsmæssigt støjende film.