Black Christmas (1974)

Vanedannende vellykket telefonstønner-thriller – med mange sofistikerede overbygninger: Canadiske "Black Christmas" kender både besøgelsestid og antydningens kunst, hvad Wes Craven mange år senere bestemt ikke gjorde med sine beslægtede Scream (1996- )-film.

En stønner i røret

En gruppe kvinder er samlet i et foreningshus. Det er juletid, og alt ånder fred og idyl... Lige indtil telefonen ringer, og en stønner proklamerer kvinderne sin kærlighed – med tiltagende vanvittighed i stemmen.

Noget om (telefon)snakken

Politiet er ikke videre hjælpsomme, da de får en opringning fra huset, men efter at have fundet en myrdet 13-årig pige, indser de, at der nok er noget om (telefon)snakken. Spørgsmålet er, om de handler for sent.

Kitsch og kalejdoskopisk raffinement

"Black Christmas" serverer sin krybende uhygge med lige dele kitsch og kalejdoskopisk raffinement. Allerede helt fra start udgør morderens synsvinkel i udsøgt æggende vidvinkel en begyndende kilde til nysgerrighed.

Fascinerende ramme

På samme måde danner det store hus en fascinerende ramme om kvindernes tiltagende – og velbegrundede – angst for stønneren. Her er mange rum og krinkelkroge, og mareridtene er vågne.

Ingen skingre slagsider

Doseret skuespil i de fleste roller sørger for, at gysene aldrig får skingre slagsider. Allerbedst er Marian Waldman i birollen som husets værtinde Mrs. Mac: Hun skal helst være lidt from i det, men er dybest set fandenivoldsk og med lyst til at stikke det hele skråt op.

Vedvarende gennemslagskraft

Musik er vi stort set helt fritaget for – i hvert fald er Carl Zittrers toner diminutivt og afdæmpet anvendt. Endnu en kilde til filmens særegne og vedvarende gennemslagskraft.