Dreamscape (1984)

Skinger, overlang (99 min. føles som 139) og genremæssigt mudret: "Dreamscape" har Dennis Quaid i hovedrollen som Alex Gardner, der besidder helt særlige evner, der måske kan hjælpe landets præsident af med en stribe mareridt.

Der stikker mere under...

Gardner træder ganske enkelt ind i andre folks drømme via smarte maskiner, men da han først er inde i fantasiens verden, viser der sig at stikke mere under end den blotte hjælpemission, og Gardner havner i en svær kattepine.

Hysterisk og overstadig

Filmen er ligeså hysterisk overstadig og uafklaret som Joe Dantes Innerspace (1987), der også har Dennis Quaid i hovedrollen (som den uheldige Tuck Pendleton, der som mikro-mand bliver sprøjtet ind i Martin Shorts krop!) – også selvom nævnte sammenligningsgrundlag er komisk funderet.

Unuanceret og hyperstøjende

"Dreamscape" bryster sig af en habil rollebesætning, der blandt andre tæller (en bleg) Max von Sydow og (en stort set usynlig) Christopher Plummer. De to herrer forsvinder ligesom alle andre i filmens unuancerede og hyperstøjende fantasigys. Bemærk (og det bliver ikke svært!) i denne sammenhæng Maurice Jarres for ham meget atypiske underlægningsmusik.

Mest saft i starten

Mest saft kan der vrides ud af de helt spæde takter, hvor Dennis Quaid også lykkes fint med sin særlige spradebassede frækhed. De mange drømmeindslag er kreativt tænkt, men ikke særlig overbevisende rent teknisk.