The Young Poisoner's Handbook (1995)

At lade komikken styre i en filmatisering af det virkelige livs britiske seriemorder-teenager Graham Frederick Young (i samtiden kaldet The Teacup Poisoner) har ikke været nemt at greje for dem, der oplevede ham. Men instruktør Benjamin Ross' formår faktisk i størstedelen af præsentationen at få vrikket armen tiltrængt om på en gennemprøvet subgenre.

Vidt af gift

Graham har altid været bidt af gift, og da han får chancen for at blande egne dødelige cocktails og afprøve dem på mennesker, falder valget på dem, der står ham nærmest. Således må stedmoren Molly gennem et langt og umenneskeligt forløb med tiltagende mavekramper, fordi Graham har givet hende den helt perfekt doserede blanding. Fordi teenageren er så dygtig til at mikse giften, er den praktisk talt usporlig – og han tilsvarende ustoppelig.

Komisk funderet

Mens filmoplevelsen er frisk – og cirka en time ind i handlingen – opleves det komisk funderede kriminalstof som relativt balanceret. Ganske vist lidt problematiseret af, at 20-årige Hugh O'Conor i denne del af filmen ret utroværdigt skal gestalte 14-årig knøs! I det hele taget overspiller O'Conor en anelse.

Får giften at føle

Langt mere æggende lykkes birollespillerne Ruth Sheen (som stedmoren Molly) og især Antony Sher (som overlægen Ernest Zeigler): Fint nuancerede præstationer fra nogle af de typer, der enten får giften at føle på egen krop eller blot i overført betydning.

Unødvendigt larmende

Den sidste halve times tid opleves som kantet og undødvendigt larmende (den generelt alt for maksimerede anvendelse af pop-, klassisk- og originalmusik tager hér for alvor overhånd). Nu er det, som om komikken bliver et kvælertag om filmens egen valgte præmis, og meget af det vellykket skørt-skæve går fløjten.