The Longest Day (1962)

    D-dag planlægges og eksekveres under 2. verdenskrig. Vi følger begivenhederne både fra allieret og tysk side.


    KRIGS-EPIK FOR FEINSCHMECKERE

    En filmisk storbedrift set fra alle vinkler: "The Longest Day" er nærved sublim krigs-epik for feinschmeckere – tre timer i en uophørlig spænding og action, genfortalt i en overdådig og troværdig krigskoreografi, så D-dag næppe nogensinde er set bedre gestaltet på film.

     

    Det afgørende slag

    Stjernespækket til nærmest mindste rolle følger filmen de begivenhedsrige dage, der leder til det afgørende slag mellem de allierede og tyskerne i 1944. Vi får overraskelsesangrebets psykologi og fysik serveret fra begge sider, og ganske befriende taler tyskerne tysk, franskmændene fransk og amerikanerne og briterne engelsk.

     

    Nærværende og virkelighedsnært

    I det hele taget er den dygtige instruktørtrio meget opsat på at gengive krigsdramatikken så nærværende og virkelighedsnært som muligt. Det gælder både i den lange opbygningsfase og i selve krigshandlingerne. Alt fra locationvalg over scenografi og næsten totalt fravalg af underlægningsmusik spiller sammen og former en uafrysteligt spændende krigsepik.

     

    Fint og karakterfuldt

    Den alenlange rolleliste byder fortrinsvis på mindre roller. Ingen har reelt en hovedrolle (heller ikke topcrediterede John Wayne, der sammenlagt er i billedet omkring 10-12 minutter). Toplederne fra de enkelte nationers militær har dog flere fine og karakterfulde scener.

     

    Entusiasme og indlevelse

    Det er svært at pege på en eneste skuespiller, der ikke har entusiasmen og indlevelsen i den historiske storfilm (John Wayne er dog noget gumpetung som Benjamin Vandervoort). En anelse skæmmende er dog "det skotske team", der med Sean Connery og en sækkepibefører i spidsen pludselig skal agere klovne midt i blodig kamp i en ellers forbilledeligt balanceret og fokuseret krigsfilm uden genre-afstikkere.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1962, USA, Krig, Historie, Drama, Krigsdrama, Action, Biler på film, Fly på film, Skibe på film, 178 min.

    Dansk titel: Den længste dag
    Instr: Ken Annakin, Andrew Marton, Bernhard Wicki Prod: Darryl F. Zanuck Manus: Cornelius Ryan, Romain Gary, James Jones, David Pursall, Jack Seddon Baseret på: bog af Cornelius Ryan Foto: Jean Bourgoin, Walter Wottitz Klip: Samuel E. Beetley Mus: Maurice Jarre
    Medvirkende
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation
    Priser
    • AA - Bedste sort/hvide fotografering
    • AA - Bedste special effects
    • AAN - Bedste film
    • AAN - Bedste klipning
    • AAN - Bedste scenografi
    • GG - Bedste fotografering
    • GG-N - Bedste film