Objective, Burma! (1945)

Paradoksalt nok har amerikanerne ikke rigtig noget at have denne films potente patriotisme i: Den actionmættede junglemission i det burmanske 2. krigs-helvede var nemlig i det virkelige liv primært en britisk og australsk succes – hvilket da også faldt briterne for brystet, og filmen måtte hér tages af biografplakaten.

Utvetydigt maskulin

En veloplagt, myndig og utvetydigt maskulin Errol Flynn leder en deling amerikanske soldater, der har til opgave at kaste sig med faldskærm ned i den burmanske jungle for at komme så tæt på en japansk radarstation, at de kan tilintetgøre den.

Uomtvistelig determination

Mange farer lurer i det krattede og sumpede vildnis, og missionen er desuden præget af, at delingen har en ældre og kampmæssigt utrænet journalist med på slæb. Men sammenholdet er guldrandet, og determinationen uomtvistelig.

Levende krigsaction

En del af fascinationskraften i den legendarisk produktive instruktør Raoul Walshs iscenesættelse – "Objective, Burma!" placerer sig lidt over halvvejs i filmografien, der strakte sig fra 1913–64) – består i evnen til at vække den primært studie- og botanisk have-optagede krigsaction til live.

Meget virkningsfuldt

Dette skyldes ikke mindst inddragelsen af dokumentariske krigsoptagelser (der her i 1945 var samtidige!), men også den megen krigsmateriel, der stod til rådighed, fordi 2. verdenskrig endnu ikke var helt overstået. Gansk unikt og meget virkningsfuldt – til vands og i luften.

Fuld af indlevelse

Men herudover skal den simple, men betagende soldater-sammenholdshistorie ikke underkendes: Den er velspillet, fuld af indlevelse og i stand til at vige uden om alt for mange uklædeligt komiske "genre-twist". Noget, som en del samtidige krigsfilm ellers lider under.

Intensiteten bibeholdes

Hermed bibeholdes intensiteten og den fortættede krigsatmosfære, der bliver i sin zone og fastholder tilskueren helt ind i det storladne klimaks. Ganske vist ofte med über-dramatisk underlægningsmusik, men ikke en ting, der kvæler filmoplevelsen.