Shot Caller (2017)

Felon (2008) og Snitch (2013)-instruktør Ric Roman Vaugh barsler her med en endnu en rå fængselsfilm. Det gjorde han rigtig godt med "Felon", så står du og skal vælge, er det dén, du skal skubbe i afspilleren.

Ætsende og frihedsberøvende

"Shot Caller" har danske Nikolaj Coster-Waldau i hovedrollen og fortæller sin ætsende, frihedsberøvende historie i lidt uskønt vævede før-nu-og-efterblik. Coster-Waldau er familiefaren Jacob, der i dén grad gør i nælderne ved at køre med sprit i blodet, hvilket efter en ulykke afføder, at en ven på bagsædet omkommer.

Pokerfjæs og spændte muskler

Jacob må en tur bag tremmer, og her gælder det om hurtigt at finde pokerfjæset frem, spænde musklerne og være klar på banderelateret sammenhold, der både omfatter vold og drab. Herinde lyder han navnet Money.

Moden til prøveløsladelse

På et tidspunkt er han moden til en prøveløsladelse, men selv ikke ude i det virkelige liv kan Money-Jacob føle sig fri. Nu dikterer bandebossen inde fra fængslet, hvilke ugerninger, der skal praktiseres derude... Og det influerer negativt på det i forvejen aparte forhold til eksdamen og sønnike.

En lille smule forstillet

Hele filmen opleves som en lille smule forstillet. Vaughs eget manus smører hele tiden lidt for meget kliché, vold og magt ud, mens skuespillerne synes fanget i samme fedtlag og aldrig praktiserer andet end det let ynkeligt arketypiske. Det hele har en tendes til at tangere "proletar-kriminalfilm", og troværdighedsniveauet emmer i hvert fald ikke af varmedampe fra ufrivilligt afgivet kropsvæske.

Ufrivilligt komisk

Særligt fængslets slemme skurke falder ved siden af i både adfærds-, bevægelses- og talemønster, og det former rent faktisk en række decideret ufrivilligt komiske situationer.

Lommer af intensitet

Alt dette taget i betragtning er der bestemt lommer af intensitet i særligt fængselsscenerne, men alligevel meget langt fra niveauet i "Felon". Masser af plump stemningsmusik akkompagnerer nærmest konstant på lydsiden.