I de lyse Nætter (1948)

    En let kikset ungpige bliver opdaget af en syngende charmør, til stor fortrydelse for den bestemte storesøster.


    PIGE I BLOMST

    Letløbende men også overfladisk lystspil om kærligheden, der sejrer over bitterheden og jalousien.
     

    Højsommerstemning

    Asbjørn Andersens iscenesættelse indfanger en vis højsommerstemning med fint og idyllisk komponerede billeder af naturens skønhed. Men filmens grundstemning er uklædeligt pladderromantisk og svøbt i velduftende lykkens rosenblade.

    Et jerngreb
    Den unge Linda Strang holdes i et jerngreb af den ældre søster, Ulla. Linda må ikke gå til sommerbal og må ikke få en ny kjole. I det hele taget er Linda den kiksede af de to, og herved skal det forblive!

    Solgt til stanglakrids
    Men en dag træder operettesangeren Poul Lind ind i Lindas liv, og han ser skønheden og begavelsen bag de runde briller og den stive kjole. Poul er solgt til stanglakrids, men inden kærligheden for alvor kan blomstre, skal han både overbevise den naive Linda samt udmanøvrere den udspekulerede Ulla.

    Naturlig charme
    Udstyret med et lydspor af vibrerende operetteskønsang forstærkes filmens generelle skønmaleri til det pletvis slibrigt vamle. Hans Kurts duksede Poul viser et pomadiseret lapset mandeideal, som man har svært ved at koble på bondske Lindas naturlige charme.

    Naiv & sværmerisk
    Tove Maës formidler i de bedste scener dygtigt rollens fuldendt naive og sværmeriske natur. Og som søsteren Ulla har Erni Arneson godt greb om det usympatiske.

    Tidsudtrækkende rænkespil
    Efterhånden som den uundgåeligt lykkelige slutning nærmer sig, har filmen viklet sig selv ind i et tåbeligt tidsudtrækkende rænkespil, der forekommer formålsløst og blot skader den sarte Lindas nerver. "I de lyse nætter" fungerer bedst, når Tove Maës’ Linda får lov at være lidt alene i sine frustrationer som kastebold mellem Ulla og Poul.

    Skønsang mellem sivene
    I en af de mere finurlige scener ligger hun dristigt påklædt i en båd mellem sivene og synger, da Hans Kurt og Henry Nielsen drages af tonerne og pludselig er fremme ved skønsangen. Henry Nielsen har i øvrigt en af sine lidt fyldigere karakterroller med indtil flere replikker og et interessant skiftende temperament.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024