Life During Wartime (2009)

    Drømmen om det normale liv synes inden for rækkevidde for den fraskilte Trish og hendes lille familie. Men skinnet bedrager.


    VENDT PÅ VRANGEN

    Sammenhængende film:
    Happiness (1998)
    Life during wartime (2009)

    11 år efter mesterværket "Happiness" tager instruktør Todd Solondz personer og begivenheder op igen til en ny omgang lykke vendt på vrangen.
     

    Alt andet end gennemsnitligt

    I en dybt fascinerende og alt andet end gennemsnitlig fortællestil føres vi ind i et univers af kunstigt gødet familielykke, centreret om den selvoptagede husmor, Trish, der indædt søger det normale liv.

    Fortiden fortiet
    Det er hun tæt på opnå, da hun forelsker sig i en væsentlig ældre mand. Men det tidligere ægteskabs dramatiske forlis, hvor eksmanden havnede i fængsel for pædofili, har sat sine tydelige spor hos både Trish og hendes to sønner - selvom fortiden er mere fortiet end tilgivet. Trish’ søster, Joy, spiller en også en rolle i filmen, om end mere ude i periferien og i et andet handlingsforløb i bane om egen vage karakter og opofrelse.

    Højspændt historie
    "Life during wartime" er ikke nær så vellykket og helstøbt underspillet som sin forgænger. Hertil er der for mange auteur-greb i den i forvejen højspændte historie. Det kommer blandt andet til udtryk i Solondz’ uklædelige indskud af drømmesekvenser/syner med døde mennesker, der pludselig dukker op som samtalepartnere for den forsagte Joy.

    Lykken er lunefuld
    Men det er peanuts af irritationsmomenter i en ellers forførende film, hvor de geniale humoristiske indfald hele tiden er aksen i en evigt uforudsigelig rotation om ’lykken er lunefuld’ con variazione.
     

    Perle-skuespil

    Perle-skuespil af særligt Allison Janney, Michael Lerner, Ciarán Hinds og knægten Dylan Riley Snyder kompenserer for udfordringsmomentet, at det i de fleste tilfælde ikke er de samme skuespillere, der udfyldte rollerne tilbage i 1998.

    Musikken central
    Musikken spiller en central rolle i Solondz’ dramatiske og lagdelte dramaturgi. Sine steder for melodramatisk, men i langt de fleste tilfælde anvendt med en delikat fornemmelse for tid og rum i drøm og virkelighed.



    Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2009, USA, Drama, Komedie, Børn på film, Coming of Age, 98 min.

    Dansk titel: Life During Wartime
    Instr: Todd Solondz Prod: Derrick Tseng, Christine K. Walker Manus: Todd Solondz Foto: Edward Lachman Klip: Kevin Messman