Buried Alive (1990)

Umiddelbart før, Frank Darabont spillefilmdebuterede med et brag i 1994 med The Shawshank Redemption (1994), senere fulgt op af en anden Stephen King-filmatisering, nemlig The Green Mile (1999), stod han bag denne betændte lille frækkert af en tv-film.

Velduftende idyl, eller...?

Idyllen er ikke så velduftende, som rammerne ellers giver udtryk for: Tim Mathesons Clint må på den ultimativt hårde måde sande, at hans storbykone, Jennifer Jason Leighs Joanna, ikke er hverken vild med landlivet... eller Clint.

En dyr fejltagelse

Joanna har til gengæld en elsker, som hun er godt i gang med at smede rænker med: Kan de få skovlen under (eller over!) Clint, er deres lykke gjort. Men Joanna begår én lille fejl, der skal komme til at koste hende dyrt.

Sælger sig selv på titlen

"Buried Alive" sælger egentlig sig selv alene på titlen. Hér bør klaustrofobien være sikret! Og det er den da også, men vent helt indtil filmens slutning, der til gengæld også er velsmurt. Den centrale scene med en reel begravelse "med eftersmag" tidligere i handlingen er derimod noget ynkeligt eksekveret, komplet med hakkende slowmotion, musik-amok – og lyskilde i kisten!

Stram spændingskurve

Nuvel, i det store og hele er mange ting til at se gennem fingre med, når spændingskurven holdes så stram, som det er tilfældet i Darabonts duelige tv-iscenesættelse. Pænt stjernespækket og habilt spillet.