Lille spejl (1978)

Danske spillefilm med homoseksualitet som tematisk krumtap kan tælles på meget få fingre: Faktisk udgør Edward Flemings "Lille spejl" sammen med Hella Joofs En kort en lang (2001) den hjemlige filmliga med homofile protagonister!

Vær tålmodig! Det bliver bedre...

Som barn af senhalvfjerdserne er "Lille spejl" primært en folkekomedie, og den overfjollede start med Frits Helmuths Bent i fokus indikerer da også, at der er langt mellem de mere eftertænksomme sider af (homo)livets facetter. Men vær tålmodig – det bliver lidt bedre.

Melodramatisk underspillet

Da Bodil Kjer entrer scenen som Bents kræftsyge mor, Gloria Gibson, viser filmen nemlig for første gang tænder – i kraft af Kjers skønne, melodramatiske, underspillede primadonna-præstation (der i glimt vækker minder om Gloria Swansons i Sunset Blvd. (1950).

Påfaldende virkningsfuldt

Her er det også påfaldende virkningsfuldt, at Ole Høyers "porno-musik" tager sig en pause og overlader stemningerne helt og holdent til Kjers blændende formidling. Der er ingen tvivl om, at det burde være hende, der havde modtaget filmens eneste Bodil-statuette... og ikke Frits Helmuth, der aldrig trives fuldt ud troværdigt i rollen som bøsse med transvestit-lyster.

Hul på vandballonerne...

Langt størstedelen af "Lille spejl" beskæftiger sig primært med bøsserierne, som de udfolder sig i Bents spraglede omgangskreds. Her er mændene fælles om at gå i dametøj og sminke... det synes de bare er saliggørende, lige indtil nogen prikker hul på de vandballoner, der udgør babs og nutte!

"Kvindelige lyster"?

Blandt Bents venner har Preben Kaas den mest fremtrædende birolle. Han vil helst bruge navnet "Sandra", selvom han umiddelbart ikke virker til at have udpræget "kvindelige lyster".

Dikkedik med bismag

"Sandra" præsenterer os for filmens mest underfundige replik i en scene, hvor han er tydeligt opgivende ved synet af dén mand, han har taget med hjem til lidt dikkedik. Mens Kaas har hentet et par pilsnere i køkkenet, har manden klædt sig af og poserer nu i dame-undertøj. Til dette udbryder "Sandra" med armene i siden: “Jeg ved ikke, hvad de har sagt om mig ude i byen… men det er ondsindet sladder, hvis der er nogen, der har sagt, at jeg er lesbisk”...

"Livet har ikke nogen ordentlig handling"

Senere bliver selvsamme "Sandra" filosofisk, da Jesper Kleins forfjamskede Conny (ja, det hedder han, og han er IKKE homo!) proklamerer, at det er bedre at gå en tur end at se fjernsyn: “Jeg kan godt lide fjernsyn… livet har ikke nogen ordentlig handling…”

Farvelade-ordvekslinger

Disse replikker er uden tvivl de bedste blandt den ellers endeløse række af homo-stereotypiserende farvelade-ordvekslinger. Det er langt fra dybsindigt, og noget troværdigt billede af Bents kvaler i homolivet giver "Lille spejl" sjældent, heller ikke selvom grundtonen er farce-komisk.

Når det manierede lægges på hylden

Undtagelserne opstår, når det manierede lægges på hylden, og Bent i stille samtale med sin mor gør sig nogle få skønne overvejelser om tilværelsen.

Måske bicurious

Langt de fleste biroller er på det nærmeste cameos, altså med ultrakort optræden uden egentlig betydning for handlingen (blandt andre Ove Sprogøe som betuttet præst uden replikker og Henning Jensen som måske-bicurious rocker).

Ret fine biroller

Blandt de mere vægtige og ret fine biroller kan – ud over Kaas og Kjer – nævnes Ole Ernsts købmand og Else Petersens værtshusejer Lizzie.