Looker (1981)

(Manuskript)forfatter og instruktør Michael Crichtons første film efter den blændende The First Great Train Robbery (1978) er denne lidt mærkværdigt underkendte science fiction-thriller, der i de bedste passager gentager lidt af atmosfæren fra Coma (1978). Det kan i hvert fald ikke hævdes, at fantasien er lagt på hylden, og "Looker" er en på mange måder givende oplevelse for den kitschsøgende genrekender.

Modeller, der tager billetten

Albert Finneys Dr. Roberts er plastikkirurg i Beverly Hills. Her opererer han skønne modeller endnu skønnere, så de kan præsetere op imod 100 % på perfekthedsskalaen. Og det er nødvendigt i dén reklamefilmsbranche, som kvinderne arbejder i. Men pludselig er der tre af Roberts' modeller, der dør under mystiske omstændigheder ude i byen. Politiet mistænker Roberts, der omvendt går indædt ind i en egen søgen efter sandheden, sammen med en fjerde model.

Særlige "glemsomhedspistoler"

Det fører de to ind i en højteknologisk virksomheds maskinrum. Her er James Coburns forretningsmand, John Reston, godt i gang med at udnytte den seneste teknologi til at hypnotisere seere, når de ser en reklamefilm. Og dén hemmelighed skal bevares for enhver pris, hvorfor hans håndlangere er udstyret med særlige "glemsomhedspistoler".

Den ultimative skøned

Titlen "Looker" er både et billede på dén ultimative skønhed, som modellerne og Dr. Roberts opererer i, men bogstaverne dækker også over dén teknologi, som John Reston er godt i gang med at implementere: Light Ocular-Oriented Kinetic Emotive Responses.

Skæve blik på moderne teknologi

I de allerbedste scener går det typisk Crichton'sk skæve blik på moderne teknologi op i en højere enhed. Det er både levende og opfindsomt med en sprød indlevelse i det metafilmiske omkring reklamefilmsproduktionen. Så er det åbenlyst, at filmen halter flere steder og ind imellem bliver ufrivilligt komisk, men "Looker" er langt fra så dårlig, som de generelle bedømmelser indikerer.

Velsmurt

Klimaks er et godt eksempel på det velsmurte, men generelt er filmen bare flot og lækkert produceret og filmet. Albert Finney er glimrende, om end noget tyndt udfordret i hovedrollen. Kun i ganske få glimt spiller han over for filmens anden store stjerne, James Coburn. Barry De Vorzons elektroniske underlægningsmusik er bestemt genrestærk, men i helheden alt for udspartlende.