The Quiet Room (1993)

    En korrupt og sadistisk L.A.-betjent har muligvis lidt for høje tanker om egne evner i både privat- og arbejdslivet.


    BETJENT UDEN NÅDE

    Steven Soderberghs to episode-bidrag til "Fallen Angels":

    The Quiet Room (1993)

    The Professional Man (1995)

     

    Steven Soderbergh bidrog i 90'erne med to selvstændigt afsluttede episoder til neo noir-tv-serien "Fallen Angels". I "The Quiet Room" spiller Joe Mantegna den dominerende rolle som Los Angeles-betjenten Carl Streeter, der har meget høje tanker om egne evner – herunder at kunne navigere under radaren, både i forhold til korruption og sadistisk adfærd.

     

    Usympatisk L.A.-betjent

    Den usympatiske adfærd praktiseres både på arbejde og i privaten, hvor han holder sin egen datter som (sex?)slave i en nedslidt, ussel bolig. Men under en politiaktion har Streeter alligevel overvurderet egne evner, og verden ser nu ud til at ramle under ham.

     

    Atmosfære "på tid"

    Med sine blot 30 minutter er "The Quiet Room" særdeles afhængig af evnen til at opbygge og afvikle atmosfære "på tid". Og her lykkes Steven Soderbergh flot i den komprimerede øvelse. Noir-stilen er givet gennem tv-seriens tilstræbte røde tråd, men Soderbergh formår alligevel at gøre den halve time til sin egen, selvom han i dette format for engangs skyld ikke selv fotograferer og klipper.

     

    Betagende locations

    Betagende locations i mystificerende lyssætninger hører til episodens forcer, men det er alligevel primært skuespillet, der bærer den komplekse handling igennem det ultrakorte forløb. Joe Mantegna er rigtig stærk i den usympatiske hovedrolle, og han får habilt modspil fra snart sagt alle involverede, også selvom rollerne ofte kun er et minut "lange".



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    1993, Krimi, Drama, Mystik, 30 min.

    Dansk titel: The Quiet Room
    Instr: Steven Soderbergh Prod: Lindsay Doran, Steve Golin, William Horberg Manus: Howard A. Rodman Baseret på: novelle af Frank E. Smith Foto: Emmanuel Lubezki Klip: Stan Salfas Mus: Peter Bernstein