The Laundromat (2019)

    En ældre kvinde, der netop har mistet sin mand i en bådulykke, vil til bunds i en sag om mulig verdensomspændende forsikringssvindel.


    VANEDANNENDE VELPROPORTIONERET

    Det hele ser både pjanket, pjattet og unødvendigt overkoloreret ud, når Steven Soderberghs Netflix-komedie markedsføres i trailere og billeder. Og det er da også netop dén bekymring, der umiddelbart synes at kunne bekræftes i det mystiske farvelade-anslag, hvor Gary Oldman og Antonio Banderas' gebrokkenttalende forretningsmænd, talende direkte til kamearet, fører os ind i filmens finansielle forviklinger.

     

    Betændte selskabs- og personforviklinger

    Men hov, så sker der meget hurtigt noget helt andet: Meryl Streep kommer på banen, og en "rigtig" handling skydes i gang. Streeps Ellen Martin stiger om bord med sin mand på en turistbåd, der straks efter kæntrer – og en stor katastrofe er uundgåelig. På bagkant heraf oplever Ellen, at forsikringsselskaberne bag bådfirmaet meget effektivt lykkes med at ungå at tage ansvar. Det kræver en ganske ekstraordinær indsats af Ellen, hvis hun vil til bunds i de meget betændte selskabs- og personforviklinger, der i filmen tilsammen udgør dét netværk af svindel, der er baseret på virkelige hændelser (og bogen "Secrecy World".)

     

    Velproportioneret

    I udgangspunktet en komedie, men "The Laundromat" er så meget mere end spradebassede finansløjer. Dét slår Steven Soderberghs velproportionerede multikarakter og -locationtilgang fast, allerede da Streep første gang indtager scenen. Herefter er udviklingen ligeså uforudsigelig, som den er dygtigt konstrueret, og flere overraskelser står på spring helt frem til allersidste scene.

     

    En stjerneparade

    Med en stjerneparade af de helt store ligger der alene i rollegalleriet en uudtømmelig underholdningsværdi, særligt fordi selv de mindste biroller trives i det finansielt-eksistentielle kaos med rod i virkeligheden. Mange af skuespillerne har kun et kort øjeblik i situationer, der næsten kalder på både gråd og latter, for bag det farvestrålende hurlumhej gemmer der sig flere krimi-twists, der er affødt som nødvendigheder, når nogen "ved for meget".

     

    Lækkert indrammet

    "The Laundromat" er lækkert indrammet, som handlingen bevæger sig rundt igennem talrige locations. En hel del musik af en mere anmassende karakter – inklusive 12 popsange – giver lige en tand for meget ladet rod på lydsiden.



    Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024