Underneath (1995)

Steven Soderberghs fjerde spillefilm hører til blandt de "sværere tilgængelige" i hans værk. Ikke fordi, historien er udtalt mærkelig, men den kræver dog en god portion tålmodighed at få lirket op, før personerne og deres forviklinger giver mening.. Samtidig er den visuelle identitet ret unik – og givetvis ikke for enhver smag.

Lader sig friste over evne

Peter Gallaghers Michael er spilafhængig, og han bruger langt flere penge, end han når at kradse sammen. Nu forsøger han at komme ud af den onde spiral, blandt andet ved at tage et job som funktionær i et pengetransportfirma. Men det kræver næppe en doktorgrad i psykologi at forudsige, at Michael snart lader sig friste over evne... og det kommer formodentlig til at koste ham dyrt.

Betændte kriminelle afkroge

Mens han forsøger sit bedste i forhold til at kæreste videre med ekskonen, vikles Michael dybere og dybere ind i betændte kriminelle afkroge, hvor blandt andre ekskonens nye (og sygeligt jaloux kæreste, Tommy) kommer til at spille en betragteligt belastende rolle.

Belønningen er stor

Er du blandt de heldige, der finder nøglen til Soderberghs ladeport af en noir-inspireret kriminalgåde, er belønningen stor: "Underneath" kommer nemlig... under overfladen, eller ind i "Det skjulte", der blev filmens danske biografdistributionstitel. Men der er også en risiko for, at du tabes tidligt, og så ryger filmoplevelsen – ærgerligt nok – formodentlig ud med badevandet.

Funklende præstationer

Med funklende præstationer i de bærende roller er en solid formidling af de skæve personligheder sikret: Peter Gallagher er næppe set bedre, og han får både menneskeligt og stilistisk modspil gennem Soderberghs markante iscenesættelse.

Budt op til rigtig dans

Alison Elliott er fuld af skøn, naturlig udstråling, mens William Fichtner endelig (fristes man til at sige) har en rolle, der byder ham op til en rigtig dans. I en mindre birolle hen imod slutningen lyser Joe Chrest op som den hemmelighedsfulde hospitalsgæst, Mr. Rodman.

Ekstreme farver

Filmens visuelle stil er ofte præget af ekstreme farver, som de kommer til udtryk dels gennem "naturlig" belysning på sprøde locations, dels i filtreringer, der konsekvent kolorerer begivenhederne røde, blå, orange... Kun fantasien sætter grænser, og det er netop denne grænselandsleg, der gør "Underneath" så elegant.

De indre dramer i fokus

I skønne, lange passager er filmen helt fritaget for underlægningsmusik, hvilket yderligere trækker de indre dramaer helt frem i hovedfokus. I øvrigt sammen med de ultra-nærbilleder, der ofte præger linserne: En person i ultranær fx i højre side af billedet, men samtidig fuld fokus på medspillerne længere tilbage i baggrunden.