Side Effects (2013)

Smart konstrueret kriminalthriller, der så at sige vender psykiatrien på vrangen – hvis det da ikke er psykiatrien, der vender hovedpersonen Emily Taylor på vrangen... Svaret blafrer i vinden helt hen til den tankevækkende slutning.

Har det hele, men...

Rooney Maras Emily Taylor har det hele: Lækker mand, lækkert job, lækker bolig. Men så begynder hendes mentale verden pludselig at ramle, og hun kommer i behandling hos Jude Laws ambitiøse psykiater, Dr. Jonathan Banks.

Mistænkt for mord

Den ene recept på psykofarmaka afløser den anden. Piller, der bør hjælpe den unge kvinde i en rigtig retning. Men Emily oplever tværtimod en række bivirkninger, der er så ekstreme, at hun snart er mistænkt for mord og er godt i gang med at trække Jonathan med ned i sølet.

Smidigt konstrueret manus

Fascinationskraften i "Side Effects" ligger i særdeleshed i det smidigt konstruerede manus, der sætter kattens leg med musen i scene. Hvis det da ikke, som antydet ovenfor, er omvendt: At musen leger med katten. Den springende natur i den uforudsigelige historie har dog sine svagheder, der bevirker et par dyk i intensitet undervejs.

Høj lækkerhedsfaktor

Steven Soderbergh pakker sædvanen tro sin film i en høj lækkerhedsfaktor (i egen fotografering og klipning). Og skuespillerne boltrer sig i de komplekse, hemmelighedsfulde roller, hvor magt og løgn stortrives. Bedst er Jude Law i rollen som dr. Banks, der må træde i karakter flere gange undervejs, efterhånden som han tilpasser sig Emilys skiftende luner.

Alt for meget udspartling

Her er alt for meget udspartling med Thomas Newmans (kedelige) underlægningsmusik: Ofte træder musikken tilbage i handlingen, men agerer alligevel i høj grad emotionelt ladet pegepind gennem det meste af filmen.