The Limey (1999)

Et par år inden han søsatte Ocean's-trilogien (2001-2007), bragte Steven Soderbergh hér velsignet bud med krimidramet "The Limey". Kæk, men forfinet i sin fortællestil er filmen både krævende og belønnende.

Løfter ikke foden fra speederen

Den kriminelle englænder, Mr. Wilson, er kun lige kommet ud af fængslet, før han rejser til Los Angeles – meget fast besluttet på at opstøve dén mand, der var skyld i datterens død. Og det står hurtigt klart, at Wilson ikke er en mand, der løfter foden fra speederen.

På sporet af en morder

Snart er Wilson og hans tro følgesvend, Luis Guzmáns Ed, på sporet af Peter Fondas rigmand Valentine, der netop er ved at få sin milliardærvilla højt til tops over L.A. fyldt med fashionable gæster...

Stor opfindsomhed

Både lyd og billede er båret af stor opfindsomhed, men også af en kunstnerisk "selvopfundet" frihed, der for nogen ganske givet vil forekomme for fancy: Ofte er dialogen fx ikke i sync med billedet – personerne i filmen taler, mens vi ser ham eller hende "tænke".

Et markant aftryk

På samme måde kan billederne være "ude af kontekst" ved fx at skue tilbage (eller sågar frem), mens den centrale handling samtidig buldrer derudad. Det er opfindsomt, og opfanges den kunstneriske linje fra start, vil "The Limey" efterlade et markant aftryk.

Yderst lækre locations

Stærkt medvirkende til filmens gennemslagskraft er også de yderst lækre valg af locations, der indfanges labert i Edward Lachmans linser. Skuespillet emmer af indlevelse i det betændte plot, bedst er flere af birollerne, blandt andre Peter Fonda som den stinkende rige Valentine.

Fuld af udstråling

Men også Lesley Ann Warren som hans kæreste Elaine er fuld af udstråling, ligesom Barry Newman udgør en vidunderligt hårdkogt håndlanger godt oppe i årene. Som vi kender det fra flere af Soderberghs film, er her meget musik: Popsange blander sig med Cliff Martinez' originalmusik – som regel dog anvendt i en rimelig balance og med respekt for behovet for perioder med stilhed.