Ken Park (2002)

Året efter den rå og tankevækkende Bully (2001) var den evigt teenage-(grænse)søgende instruktør, Larry Clark, på banen igen: Denne gang i instruktør-partnerskab med filmfotografen Edward Lachman. "Ken Park" centrerer sig om en række (teenage-)skateboardskæbner, som de udfolder sig i og omkring det californiske skateboardmiljø.

Ind i de dysfunktionelle stuer

Således følger filmen flere af hinanden uafhængige historier – nogle så absolut mere interessante end andre. Blandt andet kommer vi ind i de dysfunktionelle stuer hos Claude. Hans far tyller dåsebajere uden blusel, og vi ser bl.a., hvordan han bunder en pils, mens hans leverer en ordentlig strinter i toilettet... med dilleren fremme og bukserne helt nede om anklerne. Far/søn-forholdet er hér yderst betændt, og hvad Claude ikke må lægge krop til... også på skibsbriksen... se selv og døm!

Vi ser det hele!

I flere af de andre historier er store temaer som selvmord oppe at vende. Vi ser bl.a. en blodbesprøjtet ung mand, der indædt gokker diller, mens han forsøger at semi-hænge sig selv. Karakteristisk for Larry Clarks film (og i særdeleshed i tilfældet "Ken Park"), er således, at vi ser det hele... også det, der normalt er pakket væk under silkelagnerne eller en kæk beskæring af billedet.

Grænsesøgende filmisk adfærd

Til dem, der endnu ikke kender Clarks provokationer eller "grænsesøgende filmiske adfærd", skal her lyde en advaresel: "Ken Park" er ikke hverdagskost, og det seksuelt eksplicitte begrænser sig ikke til nævnte selvskadende onanisecene, men også en utilsløret "mundguffer"-scene, hvor en øjenbrynspiercet teenagedreng giver en moden kvinde hele turen... dernede!

Forfriskende bramfrit

Alle disse op- og nedture er i sig selv forfriskende i deres bramfri stil, men "Ken Park" er samtidig så meget spredt fægtning, at gassen ret hurtigt går af ballonen. Ind imellem fænger en enkelt delhistorie, for så kort tid efter at blive "overskrevet" med en langt mindre vedkommende ditto. Et gigantisk plus er lydbilledet, der er 100 % ærligt og helt uden underlægningsmusik.