Zombi 2 (1979)
En omfattende eftersøgning bringer en lille gruppe mennesker til en tropisk ø, hvor de levende døde hersker som følge af en mystisk virus.
SLØJE B-IDEER
Filmens italienske titel, "Zombi 2", er udelukkende et hjemligt mediestunt. Ovenpå succesen med amerikanske George A. Romeros Dawn of the Dead (1978) var det bare god markedsføring at kalde Lucio Fulcis helt selvstændige B-gyser for "2", men det var ikke noget, instruktøren selv var vild med.
Et bid eller to
De italiensk producerede absurditeter udspiller sig primært i New York, men mystiske hændelser med omvandrede døde bringer efterhånden en lille gruppe til en tropisk ø, hvor de forhåbentlig kan finde en eftersøgt mand. På øen er der dog så meget gang i zombieaktiviteten, at det bliver svært at sno sig udenom et bid eller to.
"Nuttede" zombier
Det er ikke svært at få øje på, hvad det er, der fascinerer mange ved Fulcis genregreb og medfølgende bevidst billigt udseende stil. Der er charme og fantasi over det kiksede filmblod og de store lunser af gråligt kød, der er så opløst, at det falder af i store kager ved den mindste berøring. Fulcis zombier er bestemt "nuttede".
Fantasien mangler
Til gengæld mangler fantasien og overblikket nærmest totalt i måden, "Zombi 2" er klippet sammen på – og i de jammerlige replikvekslinger i skuespil, der sjældent når over D-niveau. Underholdende er det således ikke engang at betragte det (delvist) bevidste makværk, idet tempoet er dødbringende stillestående, imens en skinger synthesizer-underlægning nærmest kræver ørepropper. Lidt saft opstår hen imod det famøse ø-klimaks.
Anmeldt i 2024 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
1979, Italien, Gyser, Zombiefilm, Skibe på film, 91 min.
Dansk titel: Woodoo – rædslernes grønne ø- Ian McCulloch (Peter West)
- Richard Johnson (Dr. Menard)
- James Edward Sampson (Coroner)
- Tisa Farrow (Anne Bowles)
- Al Cliver (Brian Hull)
- Lucio Fulci (Peter's Editor)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation