Alligator (1980)

I 1980 kom turen til krokodillen som offer for katastrofefilmens rovdrift på (potentielt) menneskeædende dyr (på linje med hajen, som den blev misgestaltet i Spielbergs succesfilm Jaws (1975) fem år forinden.)

Ubegribeligt dumme gys

Med erfarne Lewis Teague i instruktørsædet er "Alligator" sikret en vis pondus, og filmen er da også ganske (teknisk) hæderlig underholdning – hvis det er muligt at trække på skuldrene ad de mange tyndt skrevne (bi)roller og de tilsvarende ubegribeligt dumme "gys".

Muteret variant

Robert Forster er Chicago-betjenten David Madison, der får en opgave, han ikke helt kan gabe over alene. Meget tyder på, at en krokodille huserer i byens kloaknetværk, men ingen havde alligevel forestillet sig, at der er tale om en muteret variant, der er mindst tre gange så stor som et normalt dille-pragteksemplar.

Noget af en javert!

Det har sine lavpraktisk videnskabelige årsager: Krokodillen har spist døde forsøgsdyr, der er blevet lyssky dumpet i kloakken, pumpet med hormoner... Altså lidt af en javert, Chicago er oppe imod!

Ingen selvironi

Decideret uhyggelig bliver "Alligator" aldrig, hertil er hele grundtonen alt for ynkelig – samtidig med, at selvironien ikke rigtig er til stede. Det former en filmoplevelse på det jævne, hvor højdepunkterne primært findes i udvalgte "kloakstemninger", selvom det scenografiske arbejde her også bærer præg af det gentagende.

Den trygge base

Robert Forster er den trygge base i det hele. Han leverer en habil præstation mellem en helt hav af ekstremt uinteressante (og tilsvarende slasket spillede) biroller. Craig Huxleys musik er som forventet en meget dominerende faktor gennem store dele af filmen.