The Last Relic (2023)

    Ruslands sidste zar blev væltet i Jekaterinburg, og det er med denne by som udgangspunkt, at dokumentaren fortæller historien om et "moderne" Rusland.


    ET MODERNE RUSLAND?

    Den estiske dokumentarist Marianne Kaat bruger her Ruslands fjerdestørste by, Jekaterinburg, som et fascinerende omdrejningspunkt for en fortælling om et ”moderne” Rusland.

     

    Moderne zardyrkelse

    Det var i denne by, Ruslands sidste zar blev væltet, og mere end hundrede år senere lever drømmen om det russiske imperium stadig i bedste velgående. Byen byder på stort opslåede og historisk hyldende bal, voluminøse militærparader og masser af helligdomme dedikeret til den myrdede zarfamilie.

     

    Putin som "zar"

    Men hvordan går denne dyrkelse i tråd med det enogtyvende århundredes virkelighed centreret om visionerne om et nyt Storrusland og forståelsen af ​​Vladimir Putin som en moderne "zar"? Det er dette betændte forhold, Kaat kigger nærmere på, og når der kradses lidt i overfladen, bliver det også klart, at der, på trods af regimets stadig mere autoritære greb, stadig er uenige stemmer.

     

    Det glade hverdagsvanvid

    Man kan roligt sige, at modsætninger mødes i skildringen af hverdagen et godt stykke mod øst. Dokumentaren evner flot at spejle det glade vanvid, der lurer lige under overfladen: En stor del af befolkningen synes hjernevasket til at mene noget bestemt, samtidig med at flere af de unge medvirkende uden den store gennemslagskraft forsøget at bryde med ”ophavet”.

     

    Ingen overflod i fortællingen

    Fortællingen er grundig og bider primært fra sig, fordi stilen ikke på nogen måde er præget af overflod, men tværtimod tager sig tid til at finde ind til hverdagsdramaets mange selvmodsigende facetter.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2023, Estland, Dokumentar, 104 min.

    Dansk titel: The Last Relic
    Instr: Marianna Kaat Prod: Marianna Kaat Manus: Marianna Kaat Foto: Kacper Czubak Klip: Jesper Osmund Mus: Lauri-Dag Tüür
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation