Night Game (1989)

Absolut en storbyseriemorderthriller i den tynde ende, men "Night Game" er alligevel glimtvis atmosfæremættet i sine 80'er-typiske æstetiske betragtninger. Manuskriptet er decideret idiotisk, og skuespillerne må derfor i vid udstrækning selv opfinde nuancer til de præfabrikerede og vildt klichémættede roller.

Betjent på seriemorderjagt

Det er næsten muligt at spejle sig i Roy Scheiders ekstraordinært solbrune og tilsvarende glatbarberede kinder. I rollen som kriminalbetjenten Mike Seaver kommer han på overarbejde, da en hævntørstig kvindeseriemorder er på banen. Særligt da denne morder også snart kan true Seavers (angiveligt 30 år yngre) kæreste!

Passabel underholdning

Vi har set det hele før – og ofte også bedre. Det, der trods alt kvalificerer "Night Game" som kandidat til passabel underholdning, er de lækre blikke på storbyens skiftende (lys)stemninger. Læg hertil en lille håndfuld moderat sprøde ideer i birollegalleriet, hvor Richard Bradfords hovedpineplagede ansvarshavende betjent, Nelson, er bedst.

Spartler ud med klichémassen

Ynkeligst bliver filmen, når den helt ukritisk spartler ud med klichémassen, hvilket bliver særlig udtalt i den sidste gode halve times tid. "Night Game" er bedst i starten, før brikkerne falder i forudsigelighedernes og dumhedernes hak, én efter én. Musikken er af Pino Donaggio – 80'er-typisk, tematisk af den gamle skole... og i perioder skingert anmassende.