Get Out (2017)

    En ung sort mands fornemmelser om, at svigerfamiliens aparte opførsel dækker over et vanvid, viser sig at holde stik.


    VANVID I SKOVBRYNET

    ...og nu til noget ganske andet! Jordan Peeles Oscar-vindende, gysermystiske "Get Out" vil gerne omkuldvælte sine tilskuere, så det tager jord med, hvilket da også lykkes rimelig godt.

     

    Bange anelser

    Filmens klart stærkeste kort, Daniel Kaluuyas Chris, skal for første gang møde sin hvide kærestes forældre. Men han får hurtigt bange anelser om, at der er meget mere på spil i den idyllisk beliggende villa langt væk fra alt andet. Kærestens forældre opfører sig særdeles mærkeligt, og da en række gæster infinder sig, begynder panikken først for alvor at brede sig... med god grund.

     

    Det stinkende ekstreme fordufter

    "Get Out" er en temmelig gedigent konstrueret omgang psykologisk vanvidsgys, der helt oplagt ikke er for enhver smag. Stilen er svøbt i en mystik, der sine steder driver af det oplagt prætentiøse, men så sker der alligevel noget nyt lige rundt om næste scenehjørne, og det stinkende ekstreme fordufter.

     

    Store skift

    Det er altså en film præget af store skift i både stil, virkelighedsopfattelse og karakterudvikling, så det er med at forberede sig på en rustjebanetur af de mere eklatante i mødet med Chris' tiltagende livstruende kvaler.

     

    Et vanvidsserum

    Er tålmodigheden der, folder filmoplevelsen sig i det store og hele ud som et vanvidsserum i adrenalindunkende vener med et svært underholdende syretrip til følge. Desværre i høj grad underkastet en ekstrem underlægningsmusik, toppet af en række uklædelige pophits.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024