Haywire (2011)

    En kvindelig specialagent må skærpe alle sanser i dét hævntogt, hun har indledt på væmmelige bagmænd.


    LÆKKER TIMING I (STØJ)INFERNO

    Der er både smæk for skillingen og i form af syngende kindheste i Steven Soderberghs irsk koproducerede, actionmættede og næsten aldrig hvilepulsnære "Haywire". Med andre ord er underholdningen hjemme, men hold op, hvor det ind imellem skriger til himlen med alt, alt for meget rodet og springende indhold proppet ind på under 90 minutter (når slutteksterne skæres fra.)

     

    Skarp specialagent

    Gina Caranos Mallory Kane er en yderst skarp specialagent, og hun er på et nådesløst hævntogt. Væmmelige bagmænd har snydt og bedraget hende, men heldigvis kan hun alle tricks, kneb, cirkelspark, rallykørsel ad jordvej i stjålet Mitsubishi gennem sneklædt skov, parkour på bytage... og lynladning af guns. Hendes force: Hun gør det hele bedre end mændene, der er efter hende!

     

    Finansielle muskler bag

    Produktionskvaliteten er forventeligt højt med de finansielle muskler bag, men det kan også blive lidt for meget – og for glat og afpersonificeret. Bedst er "Haywire" ikke overraskende, når et højt niveau af adrenalin går hånd i hånd med veltimet, velskrevet og veleksekveret handling.

     

    For nanopræget

    De mange stjernenavne i små og store roller har hver især fine øjeblikke, men filmen er for nanopræget til at byde karaktererne op til dybere dyrkelse. Alt i alt en actionmæssigt vellykket, men alt for støjende (nærved konstant musikunderlagt!) filmoplevelse.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024