The Black Stallion (1979)

Samtidshyldet som intet mindre end et "episk mesterværk", forekommer "The Black Stallion" slet og ret skuffende. Bestemt; den lange og dialogløse fase, hvor dreng og hest lærer hinanden at kende på de nordafrikanske strande, rummer episk fotograferet skønhed, men ikke mere end det.

Grum, grim og dominerende

Umiddelbart er det kun en eneste af samtidens (lidt mere lunkne) anmeldere, der bemærker den insisterende underlægningsmusik – men kors, hvor er den både grum, grim og dominerende: Her skeles der overhovedet ikke til hverken kunstnerisk kvalitet eller balance, og det er dræbende for filmoplevelsen.

Et mirakel til hest

Efter at den ca. 12-årige Alec ved et mirakel er skyllet i land efter et fatalt skibbrud (og her har mistet sin far), erfarer han, at dén sorte hingst, der også var med på skibet, har sikret sig en forlænget svingom med livet.

En symbiose

Dreng og hest bliver venner, og denne symbiose kan passende udnyttes, da hestetræneren Henry opdager parret og lader dem deltage i et prestigefyldt hesteløb – i filmens nærved Morten Korch'ske klimaks.

Dreng, hest og familiehygge

Det kan godt være, at "The Black Stallion" har sine øjeblikke af fotografisk skønhed og børnevenlig idiotsikring, men lige knap to timer i selskab med dreng, hest og familiehygge føles både af for meget (tid) og for lidt (kvalitet).