All of Us Strangers (2023)

Det er svært at beskrive skuffelsen over Weekend (2011) og 45 Years (2015)-instruktør Andrew Haighs minderne-har-vi-da-lov-at-have-fantasidrama, "All of Us Strangers". For selvom det mærkes, at mystikken og metafysikken i fortællingen er velment et sted dybt derinde, så må filmen desværre konstateres at være udtalt fortænkt.

Genbesøg med de døde

Andrew Scotts midaldrende manuskriptforfatter Adam bor i et højhus med udsigt over storbyen. Da han var 12 år, mistede han begge sine forældre i en bilulykke, men nu oplever han på mystisk vis, at han kan genbesøge barndomshjemmet – og sine forældre – som stod de lyslevende foran ham, yngre, end han selv er nu.

Et forsinket udspring

Det skal udnyttes! For der er så meget, Adam har oplevet, siden han var 12, som han gerne vil fortælle de gamle. Blandt andet at han er til mænd, hvilket afføder kritiske spørgsmål, da tiden jo ligesom står stille, og forældrene stadig er parkeret i en dekader forældet AIDS-virkelighed. I øvrigt ikke særligt overbevisende spil i disse "drømmeroller" fra hhv. Jamie Bell og Claire Foy, sidstnævnte synes især stift unaturlig.

Vender vrangen ud

Samtidig er Adam begyndt at ses med en fyr fra højhuskomplekset, den følsomme Harry. Men da først Harry begynder at forstå, hvad Adam har gang i med sit forældre-genbesøg, skal virkeligheden gradbøjes endnu engang, så filmen reelt vender vrangen ud på sig selv flere gange.

Savner dybde

Der er desværre ikke meget i "All of Us Strangers", der lykkes ret godt. Jo, der er ind imellem nogle fine øjeblikke af nærvær i det, vi må formode er nutiden og virkeligheden, altså i samværet mellem Adam og Harry. Men det er episodisk og savner dybde, også selvom Andrew Scott leverer en helt igennem flot hovedrollepræstation som "Adam i vildrede".

Dræbende fordrejet

Langt mere dræbende fordrejet og fortænkt er uheldigvis de mange "møder" med forældrene. Det lykkes på ingen måder at linke hverken sorg, syner eller ønskedrømme til dét scenarie, filmen stiller op omkring den potentielle mere mellem himmel og jord.

Konstant musikunderlagt

Læg hertil at hele filmen foregår i et ekstremt langsomt tempo, og at der konstant(! – med sammenlagt maksimalt fem minutters undtagelse) brummer, summer og bruser en stemningsmusikunderlægning, som om Haigh har været berøringsangst i forhold til det potentielt smukke, skæve og liv/døds-melodramatiske.