The Royal Hotel (2023)
To unge canadiske kvinder tager job på en pub i udkants-Australien, men erfarer snart, at flere mænd kan udgøre en trussel.
KNAP, STRAM OG TØJLET
Det er næppe muligt at komme meget længere ud i bushen, end tilfældet er her for vores to uheldige canadiske kvindelige heltinder, Hanna og Liv. Deres drøm var sådan set bare at komme så langt væk hjemmefra som overhovedet muligt, men dén pub, de får arbejde på, skal vise sig at have en række mandlige stamgæster, der har svært ved at styre temperament og lyster.
Uhyggen under overfladen
Mere end noget andet er det uhyggen under overfladen, der giver thrillerdramaet med den ironiske titel "The Royal Hotel" liv og gnist. Det ubehagelige ligger i antydningerne, som så omvendt heller ikke er til at tage fejl af.
Mænd uden hæmninger
Hvad kan mændene finde på senere, når de lægger ud med en grænseoverskridende, sexistisk kommentar? Og hvad fører det til, når først volden i baren er blevet åbenlys, og de unge kvinder forståeligt nok føler sig sagesløse bag deres diminutivt låste værelsesdør ovenpå baren?
En lige højre til mændene...
Hen imod slutningen kommer der mere goddaw over pinslerne, men decideret grafisk bliver filmen ikke. Det lykkes dog – som let forudspået – instruktør og manusforfatter Kitty Green at få parkeret en slet skjult feministisk lige højre i slutningen... "Så kan de lære det...!"
Knap, stram og tøjlet
"The Royal Hotel" er især vindende gennem sin knappe, stramme og tøjlede fortællestil, der har fuld fokus på tiltagende trængte kvindeskæbner i midten af ingenting. Her er særligt Julia Garner meget troværdig som Hanna, men også Jessica Henswick er god som veninden, der på mange måder er Hannas modsætning.
Fritaget for musik i klassisk forstand
Hugo Weaving er skøn som den fordrukne pubejer, og så er det befriende, at filmen er fritaget helt for underlægningsmusik i klassisk forstand. Dog er her ofte "skræmmende orgelpunktstoner" i baggrunden, der kan blive dominerende, når dramaet spidser til.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2023, Australien, Drama, Thriller, 91 min.
Dansk titel: The Royal Hotel- Julia Garner (Hanna)
- Jessica Henwick (Liv)
- Hugo Weaving (Billy)
- James Frecheville (Teeth)
- Daniel Henshall (Dolly)
- Ursula Yovich (Carol)
- Adam Morgan (Keith)
- Bruce R. Carter (Darren)
- Baykali Ganambarr (Tommy)
- Jonathan auf der Heide (Policeman)
- Todd Gray (Pub Patron)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation