After Earth (2013)
1000 år ude i fremtiden nødlander et rumskib med mennesker på Jorden. Kun far og søn overlever, og sønnen sendes alene ud i vilde farer for at skaffe hjælp.
ADRÆT EVENTYR
"After Earth" er ærlig science fiction, der stikker overraskende meget dybere, end historien umiddelbart lægger op til.
Tvunget til nødlanding
Far og søn er ombord på et rumskib sammen med en gruppe mennesker og en farlig last i form af et yderst dødbringende monster. Da skibet tvinges til en nødlanding, er det kun far og søn - samt monstret - der overlever. Far vel at mærke med begge ben brækkede, hvilket lægger alt ansvar på drengens 13-årige skuldre.
Livsvigtig hjælp
Han skal tilbagelægge 100 km alene hen imod skibets afkoblede hale, hvor en enhed med en nødsender kan skaffe den livsnødvendige hjælp udefra. Faren guider via en fancy elektronisk forbindelse. Vi befinder os på Jorden omtrent 1000 år ude i fremtiden. Kloden er ikke længere egnet til menneskelig beboelse, og nok så væsentligt er mennesket absolut ikke øverst i fødekæden.
Uoverstigelige udfordringer
Med et monster løs giver det filmens unge helt en række nærved uoverstigelige udfordringer. Men da han ved, at hans og faderens liv afhænger af egen indsats, kan det forhåbentlig ikke ende helt galt.
Fin balance
Det er da et liv/død-tema i et far/søn-opgør, det er til at tage og føle på! Netop de små, nære knuder i de helt store linjer fastholder en fin balance i det højtravende, kosmiske fantasiunivers. Med den fantasifulde dramatik og fokus på overlevelsesinstinktet på en ny jord er det overraskende, så jordbunden denne science fiction-film faktisk er.
Manddomsprøve
Sønnens manddomsprøve i farefuld ensomhed er både nervepirrende og på sin egen let kejtede måde poetisk. Troværdigheden finder vi i det flotte produktionsdesign, hvor Jordens ansigt er forandret - og dog meget genkendeligt. Og i spillet mellem far og søn (også i det virkelige liv) er der dynamik og følelse; netop fordi de gennem det meste af filmen er fysisk adskilte.
Intensitet
Filmen vinder også på sin relativt nedgearede fortællestil. Flere scener får lov at forme en intensitet helt uden filmmusik. Men forventeligt for denne type genrefilm er det mere undtagelsen end reglen. I helheden ikke nogen uafrystelig filmoplevelse, men med flere nævneværdigt kloge overbygninger på et fortærsket eksistentielt tema.
Anmeldt i 2013 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2013, USA, Science Fiction, Action, Fantasi, Teenagere, 100 min.
Dansk titel: After Earth- Jaden Smith (Kitai Raige)
- Will Smith (Cypher Raige)
- Sophie Okonedo (Faia Raige)
- Zoë Kravitz (Senshi Raige)
- Glenn Morshower (Commander Velan)
- Kristofer Hivju (Security Chief)
- Diego Klattenhoff (Veteran Ranger)
- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation