Name Me Lawand (2022)

I særklasse livsbekræftende dokumentarisk fortælling, der desværre er ligeså øresønderrivende og omkuldvæltende musikunderlagt: Historien om den døvfødte irakiske dreng Lawand, der kommer til Storbritannien og her endelig får mulighed for at forme en identitet, er derfor en flertydig oplevelse.

En fremtid foran sig

For hvor ville det være skønt at kunne hengive sig helt og aldeles til det hjertevarme portræt af drengen, der stille og roligt former en egen personlighed. Drengen, som opdager, at han ikke er den eneste i verden, der ikke kan høre. Drengen, der får venner, bliver glad, åben og har en fremtid foran sig.

Musikken spænder ben

Men det er ikke muligt: Det spænder en konstant (!) – og misforstået totaludspartlende – underlægningsmusik ben for. For de tilskuere, der normalt ikke lægger mærke til musik i film, er de overvældende toner hér endda stavet ud, idet teksningen for hørehæmmede (en af dokumentarens væsentligste målgrupper) hele tiden forklarer "Musikken intensiverer", "Musikken fader", "Følelsesladet musik tager til"...

Visuelt flot

Ærgerligt ødelagte muligheder, men det er trods alt stadig muligt at nyde den visuelt meget flotte, rørende, skønne, hjertelige og alternative coming of age-fortælling, der gemmer sig lige derinde bag musikken – i Lawands verden, der netop er fraskåret fra at høre musik i klassisk forstand.