Nowhere (2023)
En højgravid kvinde forsøger at undslippe en krig ved at gemme sig i en skibscontainer. Men containeren kæntrer, og helvede er løs.
UFORLØST SØGANGSDRAMA
Se hellere: All Is Lost (2013)
Hvad gør højgravide Mia, da den skibscontainer, hun gar gemt sig i for at undslippe en hjemlig krig, ryger i havet med ocean, så langt øjet rækker? Hun føder, bliver lige så stille handlekraftig og venter – i håbet om, at der kommer hjælp, før containeren synker.
En meget fed præmis
Det er da en meget fed præmis, og også dét pitch, der ganske givet får mange survival-genrefantaster til at tune ind på "Nowhere". For Mias kamp for overlevelse med en spæd krøltop i kølvandet er bare godt stof til en spændingsfilm. Lagt i hænderne på en mere ambitiøs og mindre berøringsangst instruktør, kunne filmen gansk givet have stået meget stærkt.
Patos overtager
Men ak, der skal ikke gå lang tid alene til søs, før patos overtager og får filmcontaineren til at kæntre. Det kommer først og fremmest til udtryk i en helt igennem frygtelig grovanvendelse af den sovset-rørstrømske musikunderlægning, der oven i købet toppes af en "sørgmodig" ode for kvinderøst.
Pauser fra musikhelvedet
Når der gudskelov ind imellem er pauser fra musikhelvedet, fornemmes det, hvor æggende, Mias solodrama kunne have stået: En totaludnyttelse af havets, containerens og de skiftende vejrligs egne lyde havde givet "Nowhere" masser af styrkende autenticitet.
Usandsynligheder til havs
Pænt spil af Anna Castillo i den fuldstændig dominerende hovedrolle – også selvom Mia er belemret med røvirriterende usandsynligheder til havs, bl.a. at der åbenbart bare er superduper mobilsignal midt ude på det ukendte ocean.
Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
© Philm.dk 1992-2024
Fakta om filmen
2023, Spanien, Drama, Thriller, Børn på film, Skibe på film, 109 min.
Dansk titel: Nowhere- Et angiver en særlig god præstation
- Et angiver en særlig dårlig præstation