Dagon (2001)

Instruktør Stuart Gordon gjorde det til lidt af en levevej at filmatisere noveller af H.P. Lovecraft, herunder er den sprøde zombiefilm Re-Animator (1985) nok bedst kendt, men også den oversete Castle Freak (1995). I den spansk finansierede 'Dagon' tages vi med ud i evigt stormende regnvejr, da det unge par Paul og Bárbara strander i deres sejlbåd tæt på klippekysten et sted i udkants-Spanien.

Svømmehud mellem fingrene

Da de endelig kommer ind til landsbyen i en punkteret gummibåd, mødes de af spøgelsesagtigt udseende – og i det hele taget dybt mærkværdige – menneskevæsner. De er ligblege, flere af dem har tilsyneladende intet talesprog, og så er der nogen, der har svømmehud mellem fingrene! Herfra kan opdagelserne faktisk kun blive værre,  i hvad, der må betegnes som et mareridt, der aldrig stopper.

Idérigdommen er uudtømmelig

Idérigdommen, som vi kender den fra Stuart Gordons øvrige værk, er uudtømmelig og er selvsagt herligt forstærket af H.P. Lovecrafts syrede litterære univers. Og selvom "Dagon" er lidt flosset i kanterne, får Gordon det nærved optimale ud af sine kulisser: De regnvåde og spektakulært lyssatte gyder, hvor gryntende og kappeklædte semi-monstre ralle-slæber sig af sted er filmens absolut mest virkningsfulde element.

Lyden i fokus uden omsvøb

Alle disse tiltagende aparte begivenheder vinder desuden ekstremt meget terræn, fordi her er meget lange pauser helt uden underlægningsmusik. Således er regnens evindelige plasken – oplevet både inde og udefra – og de hårrejsende klamme typers mærkværdige lyde i fokus uden omsvøb, og det er en gave.

Ligblege og/eller degenererede

Ezra Godden spiller måsen meget overbevisende ud af de gennemblødte bukser, og han møder virkelig følt spil i mindre biroller, hvor skræmmende non-binære typer, der er mere ligblege og/eller degenererede end selv det mest skævvredne spøgelse, byder op til et lag gåsehud.