Slottet (1964)

Hårdt kritiseret i sin samtid for at være ækelt gammeldags og et glansbillede fra fortiden... og de skudsmål kan man sagtens sætte sig ind i. Filmen er nemlig baseret på en ugebladsroman af Ib Henrik Cavling, hvilket heller ikke højnede anmeldernes opfattelse af filmen.

Afslutning på en epoke
"Slottet" markerede på mange måder afslutningen på en lang epoke i dansk film, hvor der var fokus på netop den klassisk sort/hvidt optegnede fortælling med skurke, helte – og en lykkelig slutning.

Velfungerende melodrama
At der hørtes længselsfulde suk efter fornyelse i 1964 kan ikke undre i dag, men samtidig er det svært at sende samme negative hagl-svada mod et grundlæggende velfungerende melodrama som "Slottet".

Skuden skal vendes...
Den unge Bente Falke er netop vendt hjem til sit barndomshjem, et smukt slot, da hendes far dør af et hjertetilfælde. Det bliver snart klart, at slottets økonomi er særdeles ringe, og det er nu Bentes opgave at få vendt skuden. Men det skal vise sig vanskeligt, med mindre hun gifter sig uden at være forelsket.

Afrundet og mild
Overraskende afrundet og mild i sin tone serveres "Slottet" i fin, silkeblød indpakning. Ganske vist er Henning Bendtsens fotografering meget dramatiserende i de svulstige kamerabevægelser, men generelt er historien præget af formidling i ro og balance.

Fritaget for musik
Det er en behagelig overraskelse, at det landligt idylliske kærlighedsdrama præsenterer sine forviklinger helt uden overflødige virkemidler, bl.a. er næsten hele filmen fuldstændig fritaget for musik.

Elskeligt hyggeligt
Samtidig fokuseres opmærksomheden på de professionelle skuespillere. Der er ikke noget i indpakningen, der kan forstyrre Poul Reichhardts elskeligt hyggelige præstation, ligesom Karl Stegger finder fint fodfæste som den joviale sagfører med forkærlighed for kalorier.