I See You (2019)

    En politimand og hans lægekone har knas i privatlivet, samtidig med at han efterforsker en dobbelt kidnapningssag af børn. Men der er endnu mere mellem himmel og jord.


    ÉN GANG TIL FOR PRINS KNUD

    "I See You" er en rigtig konstruktions-thriller, altså en film, der går meget op i sin form og måske i farten glemmer sammenhængskraften – og ikke mindst den ærlige fortællings grundpræmisser. Med andre ord er Adam Randalls hæsblæsende og handlingsmæssigt proppede film alt andet end rolig og afbalanceret.

     

    På randen af skilsmisse

    I et flot gammelt hus med havudsigt bor den lille familien Harper. Greg er politimand, Jackie læge, og teenagesønnen Connor... ja, han er bare humørsyg og gusten. Ægteparret tåler hinanden, men står ganske givet på randen af en skilsmisse. Men derfor skal arbejdet jo stadig passes, og for Greg handler det især om at få efterforsket en ny stribe børnekidnapninger, der minder om noget, lokalområdet har oplevet tidligere.

     

    Som skidt fra en spædekalv

    Men så sker der noget! Og det skal vise sig ikke at være første gang i sidste halvdel af "I See You"! Nu oplever vi pludselig den samme handling igen, forfra, men fra et nyt perspektiv og med friske roller. Herfra falder "overraskelserne" (nogen er større end andre) som skidt fra en spædekalv.

     

    Besøgelsestiden kendes ikke

    Besøgelsestiden kendes simpelthen ingenlunde i denne genresammensatte filmoplevelse. Det er twist and turns uden tæft for afgrænsning og troværdighed, komplet tilkendegivet i den outreret (!) hæslige, larmende og nærved konstant pumpende underlægningsmusik.

     

    Rigtig fine uhyggestemninger

    Tilbage er en række rigtig fine uhyggestemninger, der også involverer nogle af de mange overraskelser – samt en følt mørk præstation af Jon Tenney som familiens (politi)mand på prøve. Helen Hunt er næsten ikke til at kende igen med et ansigt så udspændt af formodet Botox, at enhver mimik forsvinder i "et evigt smil".



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024