Possum (2018)

Der er noget meget dragende over Kit Frasers fotografering i dette udtalt sære, grænsende til frastødende, britiske gyserdrama. Så dragende, at det er svært at støde "Possum" helt fra sig, selvom guderne skal vide, at det er en film, der langt fra fungerer gnidningsfrit.

Fortidens mareridt

Sean Harris' dukkemager Philip er sær. Meget sær. Han har kun ét ansigtsudtryk: Surmulende-stumt-stirrende (SSS). Philip vender hjem til det jordslåede barndomshjem, hvor hans nedladende og småsadistiske stedfar stadig huserer. Men hvad sker der med Philip, når fortidens mareridt begynder at stige op til overfladen?

Fælt overspil

Med sin SSS-fremtræden overspiller Sean Harris desværre fælt. Det er både teatralsk og uden føling med gysets krinkelkroge og den mystiske stedfarbinding. Til gengæld er der et herligt leben og en iboende ondskab i Alun Armstrongs birollepræstation som netop stedfaren, Maurice.

Både/og, hverken/eller

Det er således en mærkeligt både/og, hverken/eller-filmoplevelse, hvor den inciterende cinematografiske elegance sætter dagsordenen, mens plotstrukturen (eller manglen på samme) og det sarte edderkoppe-med-menneskeansigt-mareridtstema ikke afgiver meget saft.

Skingert-hæslig musik

Næsten helt i knæ skydes "Possum" tilmed af en nærved allestedsnærværende, udtalt skingert-hæslig underlægningsmusik, der viser, at manuskriptforfatter og instruktør Matthew Holness slet ikke sanser de muligheder, der gemmer sig i den outrerede mystisk og dens egen stilhed.