Once Bitten (1985)

    En vampyrgrevinde får røde kinder, da hun møder teenageren Mark. Hans blod kan nemlig gøre hende evigt ung, men hvordan får hun ham tappet?


    EN KAMP PÅ LIV OG BLOD

    Det er svært at tørre smilet af læberne i mødet med dette vellykket parodierende vampyr- og teenage(sex)-komediegys. "Once Bitten" emmer – ud over et lækkerbisken-80'er-tidsbillede – af fortælle-, spille- og farvelyst (og -rigdom). Og det hele er tilmed fantasifuldt, letløbende og balanceret.

     

    En frustreret grevinde

    Lauren Huttons flere hundrede år gamle vampyrgrevinde er ved at være godt frustreret. Hun skal nemlig hurtigst muligt se at få drukket blod fra en jomfrudreng, hvis hun skal bevare evig ungdom og skønhed. Da hun render på Jim Carreys gymnasieelev Mark Kendall, øjner hun en chance.

     

    Let at forføre

    Mark er let at forføre. Han bærer selv på en dyb frustration over endnu ikke at have dikkedikket med kærestepotentialet Robin. Så da grevinden byder sig til med sin halvanden meter dybe udskæring og eklatante sovekammerøjne, er han let at få med hjem på "slottets" skibsbriks. Herefter starter en kamp på liv og blod. For hvis først det lykkes grevinden at bide Mark, vil han for evigt være vampyrdømt.

     

    Farvestrålende indramning

    "Once Bitten" overrasker yderst positivt med den farvestrålende indramning, hvor alle de skøre, skæve og myteomspundne indslag blander sig elegant med teenageromantikgenren – og hvor alt i vid udstrækning overlades til tilskueren selv at perspektivere på.

     

    Fin timing og sødme

    Det kommer til udtryk både i det veloplagte spil (særligt Carrey og Hutton overbeviser med en fin timing og sødme) og i de visuelle idéer, hvor cheffotograf Adam Greenberg konstant udfordrer tilskuerens evne til at agere i fri leg.

     

    Kammer næsten aldrig over

    Filmens komiske overdrev kammer næsten aldrig over, med undtagelse af den lidt ekstreme (og overlange) slutsekvens, hvor alle løse ender skal samles i en farceagtig totalløsning.

     

    Temmelig proppet

    Med masser af tidstypiske popsange (inklusive filmens eget titelhit) lagt oveni John Du Prez' orginalmusik er lydbilledet temmelig proppet. Men fordi mange af popsangene opstår som en del af handlingen, bliver anvendelsen aldrig kvælningstruende.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024