Albert Fish: In Sin He Found Salvation (2007)

    Den fredsommeligt udseende Albert Hamilton Fish var i virkeligheden bestialsk og kannibalistisk seriemorder med "speciale" i børn og teenagere.


    VIRKELIGHEDENS BUNDLØSE GRU

    Denne dramatiserede og spillefilmslange dokumentar går "i flæsket" på Albert Hamilton Fish (1870-1936), en amerikansk seriemorder, der specialiserede sine sadomasochistiske og tilmed kannibalistiske drifter i retning af børn og teenagere. I 1920'erne og 30'erne blev han i folkemunde berygtet som The Grey Man, The Werewolf of Wysteria og The Brooklyn Vampire – uden at man her endnu helt kendte omfanget af hans ugerninger.

     

    Unge ofre i folden

    Fish gik ind i folk med træsko på, og havde derfor ofte let ved at få (endnu) et ungt offer ind i folden. Han så gennemsnitligt "hyggelig" ud, var blot den lidt ældre, gråsprængte herre, der ikke menedes at kunne gøre en kat fortræd. Men, som dokumentaren kan afdække, var der noget råddent til stede mellem ørerne på ham, og der var ikke det, han afveg fra, når han slagtede – og åd(!) – sine unge ofre.

     

    Nærmest drævende

    Instruktør/producer/manusforfatter/fotograf/klipper John Borowski giver en grundig, men også udtalt langsommeligt udtværende, indføring i Albert Hamilton Fishs "værk". Mange vil stå af på stilen i dokumentarismen, hvor blandingen mellem virkelige arkivbilleder og dramatiserende optagelser bliver nærmest drævende.

     

    En bestialsk løbebane

    Men med tålmodigheden som følgesvend betaler det sig at sidde filmens 86 minutter igennem – således langt klogere på (og også en del mentalt tynget af) en af de lidt mindre fortærskede seriemorderes løbebane. De dramatiserende elementer er ikke berøringsangst med virkelighedens materiale, dog selvsagt med nogen begrænsninger, men bl.a. det sadomasochistiske begær efter at se børn og teenagere (helst drenge) lide, er ret godt tilnærmet.



    Anmeldt i 2023 af Tobias Lynge Herler
    © Philm.dk 1992-2024

    Fakta om filmen

    2007, USA, Dokumentar, Biografi, Krimi, Seriemordere, Børn på film, Teenagere, 86 min.

    Dansk titel: Albert Fish: In Sin He Found Salvation
    Instr: John Borowski Prod: John Borowski Manus: John Borowski Foto: John Borowski, Eric Richter, Stephen Szklarski Klip: John Borowski Mus: Corey Allen Jackson
    • Et angiver en særlig god præstation
    • Et angiver en særlig dårlig præstation