Terror Train (1980)

En nærmest Agatha Christie-agtigt opbygget thriller, der ligesom Murder on the Orient Express (1974) har toget som hovedrolleindehaver, vel at mærke med mindst én morder ombord. Det bliver rigtig ubehageligt for den store gruppe overpjattede og festliderlige medicinstuderende, der har valgt at fejre nytår på det historiske damptog. Stille og roligt falder de unge fra på bestialsk vis.

Svært at skelne spøg fra alvor

Der skal dog gå noget tid, før alvoren opdages: Da de alle er klædt ud som enten monstre, øgler eller gamle damer (alle inklusive gummimasker), er det svært at kende forskel på spøg og alvor, hvilket bliver yderligere forstærket af, at der er en tryllekunstner med på toget (David Copperfield himself.)

Toget som gyngende totallocation

Instruktør David Spottiswoode, der har spændt vidt i stil og genre gennem hele sin karriere (fra Tom Hanks-hunde-krimikomedien Turner & Hooch (1989) over James Bond-filmen Tomorrow Never Dies (1997) til den unødvendigt udskammede Schwarzenegger-science fiction The 6th Day (2000)) viser her prøver på teknisk duelighed og timing i udnyttelsen af toget som gyngende totallocation.

Aparte situationer

Faktisk er togrejsen isoleret betragtet det, der spiller bedst i "Terror Train" med alle de smalle passager, kabiner og alkover bag mørkeblå forhæng. Selve historien i T.Y. Drakes manus er vaklende og uden ret meget troværdighed, og skuespillerne famler i vid udstrækning mellem aparte situationer, der ofte til og med er præget af alenlange fyldstofsscener (her tænkes især på David Copperfields tryllerier).

Togets rytmedynamik

Som togfilm er "Terror Train" dog must see, og selvom gysene i dag næppe bider ret mange inkarnerede genrefans i de mentale haser, er der stadig en vis grad af fascination over de klaustrofobiske omgivelser, de foregår i. Helt forventeligt med rigelig mængder (tam) underlægningsmusik af John Mills-Cockell, men der er heldigvis også levnet plads til sekvenser uden, hvor vi endelig får lov til at nyde togets egen rytmedynamik.