Maniac Cop (1988)

Det er lidt noget høm for den den gennemsnitlige hr. og fru newyorker, da en seriemorder er løs i gaderne. Ikke alene er han åleglat og svær at fange, han er tilmed forklædt som politibetjent i fuld uniform! Så er det nemt at smiske sig ind på et offer, før nakken brækkes eller halsen skæres fra øre til øre.

Uden for rækkevidde

Det er dette udyr, som Tom Atkins' betjent Frank McCrae skal forsøge at få skovlen under. Alle midler tages i brug – og med fuld risiko. Men lige lidt hjælper det. Seriemorderen er og bliver uden for rækkevidde.

Inspirerer nutidig auteur

Danske Nicolas Winding Refn skulle angivelig være i gang med at nyfortolke "Maniac Cop", og det siger nok noget om 80'er-filmens skæve tilgang til både politi- og seriemorder-subgenrerne: At de kan inspirere en nutidig (rebelsk) auteur.

Langt fra vellykket

Betragtet som et udtalt barn af sin tid er "Maniac Cop" langt fra vellykket. Der er fine perspektiver på New York, særligt i nattens mulm – men manuskriptet halter mere end en etbenet hund, hvilket også kaster en række absolut lala-præstationer af sig.

De sidste huller spartles ud

Oceaner af Jay Chattaways "sprøde" underlægningsmusik spartler de sidste huller ud. Nogen køn filmoplevelse er det ikke, og på ingen måde uhyggelig, snarere lidt ufrivilligt komisk. Men i glimt er herlighederne passabelt action-underholdende.