Nymphomaniac (2013)

Uden sammenligning Lars von Triers til dato længste film, og her endda anmeldt i den "censurerede og forkortede" version, der blot varer godt og vel fire timer.
 

Tålt forkortelse

Det er det første tegn, vi får på, at Trier ikke har lagt sin prætentiøse og begavet selviscenesatte facon af sig: Vi skal fra starten gøres opmærksom på, at filmen er forkortet, at dette ikke er med instruktørens velsignelse - men tålt.

Tilpas spilletid
Altså er vi vidner til en stor auteurs nødvendigt smertefulde kompromisløsning. Betyder den en udeblivelse af den certificerede trier'ske katarsis gennem kvindelig lidelse? Så langt fra - og fire timer former sig som en tilpas spilletid i det mangefacetterede, uendeligt dybe og barske filmunivers.

Anti-pornofilm
I vid udstrækning markedsført og forhåndslatterliggjort som "Triers pornofilm" må man indledningsvis slå fast, at "Nymphomaniac" er det stik modsatte af porno: filmen har en dybde, der borer sig ned i langt mere utilgængelige psykologiske lag, end selv den heftigste penetration kan illudere.

Nødvendig ærlighed
Ganske vist er filmen eksplicit i hovedpersonens umættelige begær efter mænd, men de ofte partielle eller i hvert fald korte blik på kønsorganer i forskellig grad af ophidselse tjener mere et formål som nødvendig ærlighed i forhold til det betændt maniske end som svulmelegemliggørelser på en ydre liderlighed.

7 kapitler
Trier har også i denne film inddelt handlingen i kapitler. 7 i alt og alle i en klar narrativ form i fortløbende spændingskurve med enkelte tilbageblik. Filmens hovedperson, kvinden Joe, fortæller sin historie til en ældre mand, der har samlet hende op i en gyde, hvor hun lå gennembanket.

I forlystelsernes kerne
Over en hel nat sætter Joe ord på sit maniske følelsesapparat: som sexafhængig har hun lige så længe hun kan huske altid kun haft sex på hjernen, og genfortællingerne koncentrerer sig derfor om liderlighed, voldsom promiskuitet og en umulig kamp for at finde en smule fred i forlystelsernes kerne.
 

Hudløst ærligt

Manden lytter kærligt og indsætter Joes oplevelser i en dybt intellektuel kontekst præget af mange års entusiastisk omgang med litteratur. Og Joe fortæller hudløst ærligt og detaljeret om sit farverige (sex)liv og den tiltagende vanskelige opnåelse af orgasme.

Total underkastelse
Forventeligt klæder Trier ligeså stille sin kvindelige hovedrollefigur af; i en psykologisk betydning, hvor lidelsestemaet og den totale underkastelse former Joes skæbne. Men vi er langt fra det følelsespornografiske. Tunge lag af utæmmelighed sender liderligheden på omveje gennem en frastødende sadomasochisme, der lyner ved sit totale fravær af nærhed.

Lysternes slagmarker
Nærhed er dét, som Joe ikke kan fastholde. Eller det, som hun ikke vil "nøjes" med. Hun overbeviser sig selv om, at de beskidte lyster er hendes mission - selv det uplanlagte barn kommer i anden række for lysternes slagmarker.

I liderlighedens vold
I glimt forstår hun, at sex opnår en væsentlig overbygning, når der er kærlighed med i spillet, men hendes mani er alvorlig, og fornuft er ikke en medspiller i de beslutninger, hun tager i liderlighedens vold.

Vigtig selvironi
Trier behøver ikke længere retfærdiggøre sig som provokatør af en anden verden. Det er en vigtig brik i hans selviscenesættelse. Men uden hans ligeså veludviklede selvironi ville mange af filmens narrative greb være sunket dybt i det prætentiøses golde ørken.
 

På en knivsæg

Der balanceres på en knivsæg undervejs i filmen, når forskellige metalag af indforståede selvreferencer pludselig serverer links til både Riget (tvs) (1994-97) og Antichrist (2009), eller når en drømmesekvens bliver lovligt metafysisk.

Fordomsflirtende ironi
Samtidig indeholder filmens mest komiske scene, hvor Joe prøver kræfter med to sorte mænds virilitet, en pirrende kilde til racistiske undertoner, som kun en instruktør af von Triers kaliber kan slippe nogenlunde helskindet af sted med - og med befriende fordomsflirtende ironi.

Afmålt sofistikeret
Lagt i hænderne på en ægte fuldblods-selvsmagende instruktør kunne virkemidler som disse være frygtelige, men Trier har lige nøjagtig friheden til at skeje ud, så længe han gør det så afmålt og sofistikeret, som det også er tilfældet hér.

Todelt prolog
Filmen har en på alle måder todelt prolog. Fra de knivskarpe lyde af stille regnvejr og nærbilleder af fugtige mursten bombarderes vi af absurd larmende heavy metal musik; meget langt fra Triers sidste to filmanslag, der begge var badet i et konglomerat af visuel og auditiv skønhed.

Delikat klassisk skønhed
Netop set i oeuvrets perspektiv er det nærliggende at tro, at det støjende musikvalg ene og alene skal tolkes som en provokation. Nogen mening har det i hvert fald næppe. Denne musik vender tilbage en enkelt gang igen, ellers er filmens underlægningsmusik af delikat klassisk skønhed; velafmålt og skåret helt ind til det ben, hvor den kan siges at blive en vigtig medspiller.

Ultimativ ærlighed
Lydbilledet er generelt et studie i ultimativ ærlighed. Nøgent, ufiltreret og på "sjælens præmisser" i alle aspekter af den sammensatte handling. På mange måder en spejling af det overvældende visuelle udtryk, der står knivskarpt i Manuel Alberto Claros betagende fotografering.
 

Direkte affekt?

I filmens slutning finder vi den måske største udfordring af dem alle; umiddelbart en kilde til dyb frustration eller direkte affekt. Men Trier opnår netop ved denne kontroversielle slutning af få alle op på mærkerne i enten et simpelt stunt eller en genistreg, alt efter hvor man generelt står i sin holdning efter fire timer i selskab med sexafhængighed på et ophøjet niveau.

Internationale stjerner
Perlerækken af internationale stjerner, som markedsføringen har linet op i forskellige afskygninger, har i de fleste tilfælde meget små roller. Nogle afgjort mere interessante end andre: som Joes far funkler en afmålt hjertelig Christian Slater. Shia LaBeoufs portræt af den eneste mand, der når lidt under huden på Joe er stærkt og præcist.

Mere melodramatisk overspillet er Uma Thurmans frustrerede husmor, mens danskerne Jesper Christensen, Jens Albinus og Nicolas Bro alle bidrager til det store persongalleri på hver deres overbevisende måde. Jamie Bell udgør troværdigt en utraditionel "praktiserende sadist".

Voldsom energi
Den krævende kvindelige hovedrolle spilles i ung og mere moden udgave af henholdsvis Stacy Martin og Charlotte Gainsbourg: begge med en voldsom energi og stor forståelse for det følelsesmæssige aspekt. Som den begavede og kærlige lytter, der samler Joe op i gyden, funkler Stellan Skarsgård i filmens mest sympatiske rolle. På mange måder er han Joes helt præcise modsætning.

Universalskønhed
Den dybest set allestedsnærværende lyriske udtryksform finder sin ultimative universalskønhed i naturens omfavnelse af det varme forhold mellem far og datter, som Joe tænker tilbage på med længsel og kærlighed.

Krogede grene
En af de få adspredelser, Joe kan vende tilbage til i forsøget på at kontrollere sin afhængighed, er alle de konkrete billeder på naturens storhed som en lise for sjælen: løvets raslen på krogede grene, de forskellige blades former studeres med melankoli i det falmede herbarium.

Dør til sjælen
Ligesom von Trier i anslagets hårrejsende enkle lyde af kilden til alt liv - vandets fald mod jorden i forskellige tempi - rummer karakteristikken af naturen som direkte dør til sjælen en ikke alene fuldkommen skønhed, men også en i enkelhed ophøjet og ureligiøs rejse mod fred og lys, der kan minde om storheden i slutscenen fra von Triers afgangsfilm, Befrielsesbilleder (1982).